Tech

Bitcoin-milliardærer prøver desperat at huske glemte passwords

Af de eksisterende 18,5 mio. bitcoins, synes omkring 20 pct. af dem at være gået tabt eller på anden måde at være strandet i de wallets, hvor de opbevares, vurderer Chainalysis ifølge New York Times. Foto: Fancy/veer/corbis

Der findes bitcoin-milliardærer, der lever et liv i luksus, og så findes der bitcoin-milliardærer, der desperat forsøger at huske passwordet, så porten kan åbne sig til et liv i sus i dus.

Eksempelvis har San Fransisco-borgeren, Stefan Thomas, ifølge avisen New York Times bitcoins til en samlet værdi af 220 mio. dollar stående på en harddisk, som han ikke kan få adgang til, fordi han har glemt passwordet.

Og for at gøre ondt værre, så har Stefan Thomas kun to gæt tilbage for at finde det kodeord, der vil lukke op for millionerne.

Sagen er nemlig, at harddisken giver brugeren mulighed for, at gætte op til ti gange. Er alle bud på kodeordet forkerte krypteres indholdet. Og Stefan Thomas er allerede kommet med otte forkerte bud, skriver avisen, der benytter eksemplet til at illustrere et omfattende problem med bitcoin.

Af de eksisterende 18,5 mio. bitcoins, synes omkring 20 pct. af dem at være gået tabt eller på anden måde at være strandet i de wallets, hvor de opbevares, vurderer Chainalysis ifølge New York Times. Det svarer til værdier for op mod 140 mia. dollar.

Frustrationen blandt de glemsomme bitcoinmillionærer er formentlig blot vokset i den senere tid, hvor prisen på en bitcoin er steget fra omkring 10.000 dollar i juli sidste år til senest 34.500 dollar.

BRANCHENYT
Læs også