Flere bilgiganter kæmper angiveligt om at producere bil for Apple
Først meldte Hyundai sig på banen til at producere Apples nye bil, men nu er en række andre bilgiganter angiveligt trådt ind i kampen og gået i dialog med det amerikanske teknologiselskab.
Apple har været i dialog med Hyundai og Kia om et partnerskab om at bygge en elektrisk bil, men for nylig blev de indledende forhandlinger sat på pause. Det skriver Bloomberg, der citerer anonyme kilder tæt på sagen.
Det har længe været rygtet, at Apple er på jagt efter en eller flere partnere, som vil samarbejde med selskabet om at udvikle og producere en elektrisk selvkørende bil.
Mens spotlyset primært har været på Hyundai og Kia, har Apple ifølge Bloombergs kilder talt med en række andre, unavngivne bilproducenter om et potentielt partnerskab.
Tilbage i januar virkede det til, at der var hold i rygtet om et samarbejde mellem Hyundai og Apple, da den sydkoreanske bilfabrikant - tilsyneladende ved en fejl - sendte en meddelelse ud om, at man var i »en tidlig fase af en dialog« om et partnerskab med det amerikanske teknologiselskab.
Annonceringen fik aktierne i Hyundai til at stige over 20 pct. Men efterfølgende trak selskabet meddelelsen tilbage og rettede den til, at man var i dialog med »en række potentielle partnere« om udviklingen af autonome elektriske biler.
Apple er kendt for at holde oplysninger om fremtidige projekter og eventuelle nye partnerskaber tæt til kroppen. Projekt har i al hemmelighed været undervejs siden 2017 under navnet ”Project Titan”.
Flere gange har Apple angiveligt givet op på projektet blot for at starte det op igen. Eksperter og kommentatorer mener, at det potentielt set vil kunne gennemføres i partnerskab med en etableret bilfabrikant som Hyundai.
Teknologikæmpen har ifølge Bloombergs oplysninger sat et lille team af ingeniører og designere til at udvikle Apple-bilen, men arbejdet er fortsat på et meget tidligt stadie – og der kan gå op til fem år, før det er færdigt.
Kun de største bilfabrikanter har kapacitet til at masseproducere Apples bil - og fra deres synspunkt er et samarbejde også attraktivt, mener analytikere.
Hvis Apple når i mål med at udvikle en bil, vil det ifølge Michael Ramsay, der vicedirektør og analytiker i det globale research- og rådgivningsfirma Gartner, lægge et enormt pres på de traditionelle bilfabrikanter – og Tesla.
»Der er ikke nogen tvivl om, at Apples indtræden i bilindustrien vil lægge pres på resten af industrien og få dem til at oppe sig på at forbedre deres brugeroplevelse,« vurderer Michael Ramsay i et interview med CNBC.
Han tilføjer, at Apple uden problemer vil kunne integrere dets økosystem omkring software i den kommende bil, og at ingen andre udover Google vil være i stand til at gøre det på samme måde. Apples software er i forvejen at finde i millioner af biler verden over med Apple CarPlay installeret.
Men der er stor forskel på at udvikle software og udvikle biler selv. Først og fremmest kræver det kompetencerne, men også den rette fabrik. Og det er her at bilproducenter om Hyundai og Kia kommer ind i billedet for Apple.
Processen bliver heller ikke mindre kompliceret af, at Apple rygtes at ville udstyre dets kommende bil med selvkørende teknologi. Selvsamme har Tesla med Elon Musk i spidsen arbejdet intenst på at udvikle i årevis.
Hvis alt går vel, vil Apple ifølge Bloomberg og CNBC’s oplysninger starte produktionen af dets bil i 2024 – evt. på Hyundais fabrik i Georgia, USA.
Hyundai er lige nu verdens tredjestørste bilproducent.

