Tech

Gør klar til gigantisk notering: Nu vil populær kryptoplatform på børsen

Coinbase, der er en af verdens største udbydere af salg og køb af kryptovalutaer, planlægger en storstilet børsnotering på Nasdaq.

Coinbase er en af de største handelsplatforme dedikeret til kryptovaluta. Foto: Justin Tallis / AF

Coinbase, som er en af verdens mest kendte platforme til køb og salg af kryptovalutaer som bitcoin og ethereum, har indgivet en ansøgning til de amerikanske børsmyndigheder om at blive noteret på Nasdaq i USA.

Det skriver blandt andre Financial Times.

Som del af ansøgningsprocessen har Coinbase for første gang offentliggjort tal, som indikerer størrelsen på selskabets forretning. Det sker midt i en tid, hvor markedet og interessen for de digitale valutaer er eksploderet.

Dokumenter viser, at Coinbase sidste år omsatte for ca. 1,3 mia. dollars, hvilket svarer til 8 mia. kr., og hev et overskud hjem på 322 mio. dollars. Langt størstedelen af omsætningen kom fra transaktionsgebyrer.

En anonym kilde udtaler til Financial Times, at børsnoteringen forventes at ske i slutningen af marts, og at aktierne lige nu handles privat til en pris, som værdiansætter Coinbase til svimlende 100 milliarder dollars.

Selskabet står dermed til at blive en af de største tech-noteringer i år, hvis samme værdiansættelse beholdes i forbindelse med børsnoteringen.

Coinbase har base i San Francisco og blev stiftet i 2012 af Brian Armstrong og Fred Ersham. Platformen har ifølge kryptomediet Coindesk over 43 millioner brugere globalt og har derudover gennemført transaktioner for over 450 mia. dollars gennem de snart 10 år, platformen har eksisteret.

Kryptobørsen har meddelt, at den lagrede 90 mia. dollars i kryptoaktiver på platformen i slutningen af sidste år, hvilket repræsenterede over 11 pct. af det samlede marked for kryptovalutaer, skriver Financial Times.

I et brev til potentielle investorer skriver Brian Armstrong ifølge Financial Times, at virksomheden sigter mod at »skabe mere økonomisk frihed for enhver person og virksomhed«. Han slår fast, at den seneste tids gennembrud for de digitale valutaer vil muliggøre fremtidsvisionen.

Gennem de seneste stykke tid har Coinbase lagt stor vægt på services rettet mod institutionelle investorer og udviklingen af software til kryptovalutaer.

Coinbase har også løftet sløret for, hvor mange institutionelle investorer, hedgefonde og holdingselskaber, der er på handelsplatformen. Det tal er siden 2017 og 2020 syvdoblet fra 1.000 til 7.000 meddeler selskabet.

Markedet for digitale valutaer er efter en lang periode med dalene kurser blevet genoplivet, siden coronakrisen brød ud sidste år og skabte uro i verdensøkonomien, og de stigende kurser har fanget investorernes øjne.

Bitcoin nåede tidligere i februar en ny milepæl, da den passerede en pris på 58.000 dollars, hvilket svarer til 357.000 kr. Siden da er kursen dalet til ca. 45.000 dollars. Samlet har bitcoin en markedsværdi på 870 mia. dollars.

BRANCHENYT
Læs også