Finnerne vil lære danskerne at købe istandsatte telefoner
Virksomheden Swappie tredoblede sin omsætning i 2020 og allierer sig nu med en tidligere Google-strateg i Danmark.

Der findes et billigere og mere miljøvenligt alternativ til en ny telefon. Det ved de fleste danskere sikkert i forvejen, men Casper Andersen får nu til opgave at omsætte den viden til en forretning herhjemme.
I marts er den forhenværende seniorstrateg hos Google tiltrådt som landechef for Swappie, en finsk virksomhed, der siden etableringen i 2016 er vokset til 400 medarbejdere og nærmer sig en milliardomsætning.
Det er sket ved hjælp af et forretningskoncept, der er så enkelt, at det kan forklares med seks ord. Swappie sælger istandsatte iPhones med garanti.
»Vi sletter alle data, fikser funktionelle problemer, udskifter langsomme batterier, opdaterer softwaren og kvalitetssikrer det hele,« fortæller Casper Andersen om Swappie, der ejer sine egne fabrikker og altså ikke blot er et mellemled.
Virksomheden gjorde sit indtog i Danmark sidste år og er nu tilstede i et dusin europæiske lande, hvor forbrugerne enten kan sælge deres brugte iPhone for en afregningspris, indgå en byttehandel eller købe en istandsat iPhone via Swappie.
Det benytter især unge sig af i en situation, hvor prisen på den nyeste model af Apples telefoner er steget støt år for år og har passeret 7.000 kr.
»Det bæredygtige valg fylder meget hos det unge segment. Samtidig har mange ikke behov for de nyeste features, fordi de stadigvæk kan tage supergode fotos eller studere sociale medier på telefoner, der er to til tre år gamle,« siger Casper Andersen.
Han vil i første omgang forsøge at udbrede kendskabet til Swappie herhjemme så meget som muligt ved at turnere rundt med et budskab om, at købet af en istandsat iPhone frem for en ny kan reducere CO2-aftrykket med op til 80 pct.
Af samme årsag er det lykkedes virksomheden - der opkøber størstedelen af de brugte telefoner via firmasamarbejder - at rejse 265 mio. kr. i en investeringsrunde målrettet ekspansionen. Undervejs er omsætningen hoppet fra 232 til 728 mio. kr.
»Missionen for Danmark er, at halvdelen af alle solgte telefoner skal være istandsatte telefoner,« forklarer Casper Andersen.