Nedlukningen i 2020 fik trafikken på Storebæltsbroen til at falde kraftigt
2020-regnskabet for Sund & Bælt præges af store fald i personbiltrafikken over Storebælt i det tidlige forår og efterår.
Coronakrisen har så sandelig også kunnet mærkes i billetlugerne ved Storebæltsbroen.
Da statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned den 11. marts 2020, faldt trafikken af personbiler over broen i løbet af få dage med 60 pct. og sneg sig kun gradvist op i nærheden af normalniveauet i takt med genåbningen i det sene forår.
Samme mønster gentog sig i forbindelse med andenbølgen af virussmitten i september. Blot i et mere behersket omfang med et fald i trafikken over Storebæltsbroen på 30 pct.
For året som helhed faldt personbiltrafikken med 17,4 pct.
Af samme grund har Sund & Bælt onsdag offentliggjort et regnskab med et fald i indtægterne på 338 mio. kr. svarende til en nedgang på 11,6 pct. sammenlignet med 2019.
»Mens personbiltrafikken blev hårdt ramt, var lastbiltrafikken i flere perioder over 2019-niveau og sammen med reduktionen i omkostninger til rente og vedligehold med til at sikre os et tilfredsstillende resultat for året,« lyder det i en pressemeddelelse fra Sund & Bælts adm. direktør, Mikkel Hemmingsen.
Til trods for krisen ser selskabet sig derfor i stand til både at betale et udbytte til staten på knap 1,4 mia. kr. og afdrage næsten 0,5 mia. kr. på gælden i A/S Storebælt.