Tech

B&O-aktien stryger til tops efter kvartalstal

Aktien stiger markant efter kvartalsregnskabet, der viste en stærk stigning i salget.

Koncernchef Kristian Teär fra B&O har aflagt et godt regnskab for tredje kvartal, og det belønnes af investorerne. Foto: Stine Bidstrup

Investorerne er helt vilde med lyden fra B&O's kvartalsregnskab.

Aktien stryger til tops på fondsbørsen fra åbningen og ligger efter en halv times handel til en stigning på over 8 pct.

Elektronikkoncernen fra Struer kom ud af tredje kvartal med en stigning i salget på 16 pct. og et overskud på driften for andet kvartal i træk.

Ikke mindst ser koncernens nye strategi ud til at virke, så de lovede besparelser på 175 mio. kr. fra næste regnskabsår er tæt på at kunne realiseres.

B&O fastholdt godt nok sine forventninger om en omsætning for hele 2020/21 på mellem 2,3 og 2,5 mia. kr. og et driftsresultat i intervallet mellem minus 50 mio. kr. og plus 25 mio. kr.

Men driftsoverskuddet før særlige poster blev på 23 mio. kr. efter efter de første ni måneder, og det tolker investorerne åbenbart således, at B&O kommer til at levere i toppen af deres guidance for 2020/21.

BRANCHENYT
Læs også