Mapspeople vil hente 85 mio. kr. på First North Premier
Vækstfonden, som ejer 27 pct. af selskabet, har meddelt, at man ser frem til at bidrage med yderligere kapital.

Danske Mapspeople er klar til børsnotering. Selskabet fortæller i en pressemeddelelse, at det venter, at tegningsperioden vil løbe fra den 7. maj til den 25. maj, og at første handelsdag vil blive den 2. juni.
Mapspeople håber at rejse 85 mio. kr. på Nasdaqs First North Premier-børs.
»Med kapitalindsprøjtningen kan vi accelerere forretningen og hurtigere erobre mere af det globale marked,« siger adm. direktør Michael Gram i pressemeddelelsen.
Han fortæller, at børsnoteringen er en langsigtet beslutning, som skal hjælpe Mapspeople på vejen til at blive »den ledende aktør« inden for indendørs navigation.
Mapspeople udbyder software-produktet Mapsindoors - en platform til indendørs navigation, som kan bruges til at vise vej i store og komplekse bygninger, sportsarenaer og lignende.
Det er ifølge adm. direktør Michael Gram lykkedes at få en række prominente kunder til Mapsindoors. Målet er, at dette forretningsområde skal nå mellem 90 og 125 pct. årlig vækst.
Ved årsskiftet lå indtjeningen gennem abonnementer til Mapsindoors på 16,6 mio. kr., og forventningen er at ramme 72 mio. kr. ved udgangen af 2022, står der i pressemeddelelsen.
En mindre del af selskabets forretning er udgjort af salg af licenser til Mapspeoples officielle partner siden 2009, Google Maps. Her forventer man ikke en vækst i samme størrelsesorden.
Sidste år kunne selskabet berette, at det havde fundet omtrent 40 private investorer, som havde hjulpet selskabets kapital på vej. I 2017 investerede Vækstfonden i Mapspeople, og ejer i dag 27 pct. af selskabet.
Vækstfonden har i forbindelse med den forestående børsnotering annonceret, at den vil investere yderligere i Mapspeople.
»Vi tror stadig rigtig meget på selskabet. Det er vigtigt, at vi kan bygge store virksomheder i Danmark, og derfor er vi glade for at kunne bidrage til Mapspeoples danske børsnotering,« siger Vækstfondens adm. direktør Rolf Kjærgaard i pressemeddelelsen.
Mapspeople har i dag 70 ansatte, som sidder på kontorer i Aalborg, København og Austin, Texas. Adm. direktør Michael Gram fortæller, at fokus for nuværende er på at »vinde USA« for derefter at »vinde det globale marked.«