Tech

Ethereums markedsværdi er firedoblet i år

Er verdens næststørste kryptovaluta overvurderet eller på vej til at overtage bitcoins førsteplads?

Bitcoins samlede markedsværdi er næsten tre gange så høj som ethereums. Foto: REUTERS/Dado Ruvic/Illustration

Prisen på en ether nåede for første gang nogensinde i nat en pris på mere end 3.000 dollars stykket.

Ether er den enhed, der anvendes som valuta i ethereum-netværket. I øjeblikket ligger prisen på omtrent 3.160 dollars - over 300 pct. højere end ved årets start.

»Det er ret voldsomt,« siger kryptoanalytiker Mads Eberhardt fra Saxo Bank.

Ethereums samlede markedsværdi er siden årets begyndelse gået fra 83 mia. dollars til 340 mia. dollars.

Mads Eberhardt mener, at det er udtryk for en voksende optimisme med hensyn til, hvad blockchains som ethereum kan bruges til. Muligheden for at programmere smart contracts, som kan installeres i ethereum-netværket, gør, at netværket kan bruges til at eksekvere programmer og kontrakter.

»Det er en blockchain, hvor man mere eller mindre kan gøre alt decentraliseret,« siger Mads Eberhardt og nævner, at Den Europæiske Investeringsbank for nylig udstedte obligationer for 100 mio. euro på ethereum-netværket.

Ifølge Coinmarketcap lå mere end 70 pct. af al værdi investeret i kryptoaktiver for fire måneder siden i bitcoin. I dag er den berømte blockchains markedsandel svundet til 48 pct. Samtidig er ethereums markedsandel gået fra under 11 pct. til mere end 15 pct.

Simon Ousager, medstifter af B2B-kryptomægleren Januar, som blandt andet vil tilbyde bankkonti til kryptovirksomheder, mener, at ethereum for øjeblikket er en smule overvurderet.

»Der er en større tillid til ethereum nu. Om det så er netværket, historien, prisen eller en blanding af det, det er meget svært at sige,« siger Simon Ousager.

»Men jeg tror ikke, at der har været en konsolidering, for at se hvad der faktisk kommer til at holde long term, endnu. Og det kommer helt sikkert,« siger han.

Ethereum blev lanceret i 2015 af blandt andre russisk-canadiske Vitalik Buterin, som dengang var 21 år gammel.

Allerede i 2017, da ethereum for alvor begyndte at gøre sig bemærket, og prisen på ether steg, talte eksperter i kryptomiljøet om the flippening . Fænomenet, som dengang udeblev, skulle vende tingene på hovedet og gøre ethereum til verdens førende blockchain.

»Jeg tror, at det bliver et emne igen i år. Ethereum har kursmæssigt præsteret langt bedre end bitcoin de seneste par måneder,« siger Mads Eberhardt.

Nigel Green, adm. direktør for investeringskonsulenten DeVere Group, skriver, at han tror, at prisen på en ether vil overstige 5.000 dollars i løbet af den næste uge.

»Ethereum er allerede i år foran bitcoin i alt andet end pris og berømmelse. Der er en fornemmelse af, at 2021 er ethers år. Tiden er inde,« skriver Nigel Green.

Læs også