Tech

To danske robot-stjerner fik voldsom vækst i første kvartal

Der er kommet gang i samlebånd og ordrebog hos Universal Robots og Mobile Industrial Robots, som begge spurter afsted i 2021, oven på et trist corona-ramt 2020.

Universal Robots samler og tester alle robotter i Odense. Efter det første hele år med tilbagegang, kan selskabet nu igen fremvise heftig vækst. Foto: Peter Hove Olesen

Der blev solgt robotarme og selvkørende robotter i massevis fra de to fyrtårne i Odenses klynge af robotfirmaer. Universal Robots og Mobile Industrial Robots – begge opkøbt for milliarder af amerikanske Teradyne – havde en strålende vækst i årets første kvartal. Det viser det nye regnskab fra Teradyne.

Hos Universal Robots, der er storebroren af de to, blev der solgt robotarme for 408 mio. kr. i årets første tre måneder. Det svarer til en vækst i omsætningen på 32 pct. i forhold til samme kvartal året før. Dengang var Kina hårdt ramt af coronakrisen, og resten af verden kom så småt med i marts 2020, så udgangspunktet er lavt. Men også i forhold til 1. kvartal i 2019 er der vækst. I løbet af to år steg omsætningen med 15 pct. hos Universal Robots.

Den stigende omsætning kommer efter et corona-år, hvor den samlede omsætning i 2020 faldt med 12 pct. i forhold til året før. Især det kinesiske marked trak i håndbremsen, men salget der er nu fordoblet i forhold til 1. kvartal sidste år. Det forklarede Teradyne ved fremlæggelsen af regnskabet, ifølge mediet The Robot Report.

Hos Mobile Industrial Robots var der endnu mere fart på. Her steg omsætningen i årets første kvartal med 55 pct. på et år til 86 mio. kr. Samme vækstrate er der i forhold til første kvartal i 2019, for omsætningen var den samme i det kvartal i 2019 og 2020. MIR, som selskabet kaldes i daglig tale, er vant til hurtig vækst. Siden 2017 er omsætningen mere end firdoblet.

Ligesom Universal Robot blev MIR i 2020 ramt af en faldende lyst generelt til at investere i fabriksudstyr og automatisering, så længe der var så stor usikkerhed om fremtiden. Men samtidig kunne selskabet sælge de små, selvkørende robotter som en del af en løsning mod corona-smitte, nemlig som en selvkørende desinficeringsrobot, i samarbejde med Blue Ocean Robotics, der også er fra Odense.

BRANCHENYT
Læs også