Tech

Mændene bag landets største startups: Det er naturligt at forlade Danmark

Jesper Buch, Mikkel Hippe Brun og Kasper Hulthin bifalder enhver forbedring af vilkårene for iværksættere herhjemme. Der er bare nogle parametre, som politikerne ikke kan ændre på, lyder det.

Jesper Buch, Kasper Hulthin og Mikkel Hippe Brun kan hver især sagtens nævne måder at forbedre de danske rammevilkår. Men der er også parametre, som politikerne ikke kan ændre på, lyder det. Fotocollage: Anders Thykier

Danske politikere bør støtte iværksættere i højere grad, men det vil fortsat være svært at fastholde de mest vidtfavnende startups, fordi Danmark nu engang er et lille hjemmemarked uden international bevågenhed.

Sådan lyder budskabet fra medstifterne af de teknologiske kassesucceser Tradeshift, Just-Eat og Peakon, der er blevet et omdrejningspunkt i en ny iværksætterkampagne fra Venstre.

De tre selskaber optræder på listen over de 10 største danske startups siden årtusindskiftet målt på markedsværdien, men er hver især flyttet helt eller delvist til udlandet: Tradeshift har hovedsæde i San Francisco, Just-Eat er børsnoteret i London, og Peakon er blevet solgt til et amerikansk selskab.

Det samme gør sig gældende for Unity, Zendesk, Sitecore og Vivino på top 10-listen, hvor blot tre selskaber er forblevet i Danmark at dømme ud fra Erhvervsministeriets kriterier.

Derfor er der noget galt med fødekæden i vores erhvervsliv, mener Venstre, som i disse dage fremlægger en stribe forslag med et mål om at fastholde flere store selskaber herhjemme.

Vi skal glæde os over, at der takket være danske kræfter bliver skabt nogle virkelig stærke virksomheder rundt omkring i verden.

Mikkel Hippe Brun, medstifter af Tradeshift

Initiativet bifaldes af Mikkel Hippe Brun, Jesper Buch og Kasper Hulthin, der har været med til at opbygge Tradeshift, Just-Eat og Peakon. De peger på adgangen til risikovillig kapital og talentfuld arbejdskraft som barrierer for danske startupselskaber med internationale ambitioner.

Netop derfor skal politikerne dog også gøre sig klart, at der fortsat vil finde mange udflytninger sted. For Danmark er nærmest oppe imod en form for naturkræfter, lyder det.

»Vi kan selvfølgelig gøre noget for at forbedre vilkårene. Men det er op ad bakke,« siger Jesper Buch og forklarer, at han i 2006 rykkede Just-Eats hovedsæde til London af tre årsager.

De 10 største startups

Venstres politiske formand, Jakob Ellemann-Jensen, indledte for få dage siden en stor iværksætterkampagne fra partiets side ved at dele nedenstående liste på de sociale medier.

»Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg ser denne liste. 7 af de 10 største danske startups er flyttet til udlandet. Hvis det ikke er et vink med en vognstang, så ved jeg ikke, hvad det er,« skrev Jakob Ellemann-Jensen.

  1. Unity (flyttet til udlandet)
  2. Zendesk (flyttet til udlandet)
  3. Just-Eat (flyttet til udlandet)
  4. Netcompany (blevet i Danmark)
  5. Tradeshift (flyttet til udlandet)
  6. Trustpilot (blevet i Danmark)
  7. Sitecore (flyttet til udlandet)
  8. Peakon (flyttet delvist til udlandet)
  9. Vivino (flyttet til udlandet)
  10. Pleo (blevet i Danmark)

Kilde: Venstre/Erhvervsministeriet

For det første ville han forsøge at opnå et gennembrud på et marked med 60 frem for blot 6 mio. mennesker, hvilket fik investorerne til at kræve, at såvel Jesper Buch som Just-Eat slog sig ned i England. For det andet havde selskabet svært ved at tiltrække nok talent til København. Og for det tredje opnåede Just-Eat en højere værdiansættelse ved at flytte til en metropol.

Jesper Buchs pointe er, at politikerne ikke har indflydelse på demografien, uanset hvor meget de vender og drejer rammevilkårene, hvilket Mikkel Hippe Brun fra Tradeshift også betoner. Derfor er det forkert at betragte udflytningerne som et nederlag for erhvervslivet. I stedet bør debatten handle mere om gevinsten ved at sende selskaber ud på verdensscenen.

»Vi skal turde at lade founders tage selskaber til udlandet. De skal have global erfaring. Så skal de nok vende tilbage, starte nye virksomheder og så frø til gavn for Danmark,« siger Mikkel Hippe Brun.

Han understreger i den forbindelse, at to af de tre stiftere bag Tradeshift bor i Danmark og investerer deres tid og penge i alskens erhvervsprojekter herhjemme. Derudover betaler selskabet fortsat indkomstskat i Danmark i kraft af sine kontorer i København og Aarhus.

»Jeg er helt med på, at det betyder noget for vores stolthed at kunne sige, at Lego fortsat er dansk. Men jeg synes bare, vi skal glæde os over, at der takket være danske kræfter bliver skabt nogle virkelig stærke virksomheder rundt omkring i verden,« siger Mikkel Hippe Brun.

Peakon er blandt de afhændede forretninger efter at være blevet opkøbt af amerikanske Workday for 4,3 mia. kr. i begyndelsen af 2021.

Medstifteren Kasper Hulthin stod også bag salget af Podio og betragter sig selv som et omvandrende bevis på, at Danmark får flere og flere iværksættere, der har erfaring med at ekspandere selskaber, hvilket helt automatisk vil gøre det nemmere at vinge punktet om talentfuld arbejdskraft af fremover.

Til syvende og sidst er techselskaberne bare mindre rodfæstet herhjemme end de klassiske produktionsselskaber, fordi de er født med et digitalt og skalerbart setup i en global industri, påpeger Kasper Hulthin.

»Så det er rigtigt at fokusere på strukturen og kapitalen fra politisk side. Men Danmark kan jo ikke bare trykke på en knap, for det tager tid at forbedre forholdene, selvom vi bevæger os i den rigtige retning,« siger Kasper Hulthin.

Venstres selverklærede politiske iværksætter, aktive investor og tidligere forskningsminister, Tommy Ahlers, medgiver, at det er svært at gøre noget ved hjemmemarkedets størrelse. Men han betegner samtidig Sverige som et foregangsland og et eksempel på, at adgangen til risikovillig kapital og dygtige medarbejdere kan få selskaber som Spotify til at blive hængende.

»Der skal jo kun et par af de helt store succeser til at skabe en langt større talentbase herhjemme, hvis de bevarer hovedsædet i Danmark. Og så ville top 10-listen langsomt blive bedre,« siger Tommy Ahlers.

BRANCHENYT
Læs også