Danmarks første kryptofond er godkendt af Finanstilsynet
Dets investeringer har siden december givet afkast på knap 300 pct., fortæller grundlægger Mikkel Gross-Nielsen.
Er man interesseret i at investere i kryptouniverset, men bekymrer sig om sikkerhed, porteføljesammensætning og skattelovgivning, findes løsningen måske nu.
I hvert fald hvis man har mere end 750.000 kr., der brænder i lommen.
Det er nemlig minimumsinvesteringen i den første danske forvalter af en kryptofond, som Finanstilsynet har godkendt.
Kapitalforvalteren hedder GL21 Capital, og bag den står adm. direktør Mikkel Gross-Nielsen og porteføljeforvalter Frederik Lundberg.
»Man skal egentlig kun bekymre sig om at overføre sine danske kroner til os, og så håndterer vi alt derfra,« siger Mikkel Gross-Nielsen.
De to ejere grundlagde selskabet i december sidste år, og har siden da forsøgt at leve op til Finanstilsynets krav. Den proces er ikke blevet lettere af, at der ikke er nogen, der før er lykkedes med et sådant projekt.

Siden december har GL21 Capital beskæftiget advokater og revisorer med at udarbejde et system, der sikrer, at fondens investeringer bliver håndteret i overensstemmelse med lovgivningen.
»Jeg har egentlig været meget imponeret over Finanstilsynets imødekommenhed,« siger Mikkel Gross-Nielsen.
»De har været meget nysgerrige, og ikke, som man måske kunne have frygtet, afvisende overfor denne her nye teknologi og industri,« siger han.
GL21 Capital forventer, at mange danskere og især selskaber i kraft af markedets kompleksitet vil kunne se fidusen i at få hjælp til at håndtere investeringer i kryptoaktiver.
Det er ikke kun spørgsmål om skattelovgivning, men også sikkerhed med hensyn til opbevaring og porteføljesammensætning, som den unge kapitalforvalter mener at have fundet de rigtige svar på.
»Jeg tror, at mange danske selskaber har frie likvider stående, som bliver spist op af negative renter, og mange har interesse i at investere sådan noget som fem pct. i krypto,« siger Mikkel Gross-Nielsen.
»Der er selvfølgelig store, ekstreme prisudsving, og jeg skal være den første til at sige, at det er et højrisikoprodukt, men over en lang periode, som vi anbefaler at have som horisont, tror vi, at der er et stort umættet marked og folk, der er interesserede i en inflationsbeskyttende investering,« siger han.
Mikkel Gross-Nielsen og Frederik Lundberg har kendt hinanden, siden de gik i folkeskole.
Tidligere har Mikkel Gross-Nielsen grundlagt kapitalforvalteren Vgp Capital, som var et selskab af samme art som GL21 Capital, men uden den godkendelse fra Finanstilsynet, som lignende danske investeringsselskaber med fokus på krypto heller endnu ikke har opnået.