Kryptohacker tilbagebetaler milliardbeløb: »Det var for sjov«
Hackeren tilbagebetaler nu nogle af pengene efter et milliardkup i går.
I går onsdag stjal en hacker kryptovaluta for 600 mio. dollars, i hvad der er et af de største kryptokup nogensinde. Natten til i dag valgte hackeren så at betale store summer tilbage igen, skriver CNN Business.
Natten til torsdag ved totiden dansk tid betalte hackerne i første omgang 261 mio. dollars, eller næsten 1,7 mia. kr., tilbage. Ved tilbagebetalingen var der vedhæftet en note, hvor der ifølge blockchain-analysefirmaet Chainalysis stod: »For fun :)«, altså »Det var for sjov :)«
Hackeren skulle ifølge CNN have foretaget angrebet som en udfordring og skriver i noten:
»Jeg tager ansvaret for at afsløre sårbarheden, inden nogle insidere gemmer sig og udnytter den. Jeg forstod risikoen ved at udsætte mig selv, selvom jeg ikke har gjort noget ondt. Jeg har brugt en midlertidig e-mail, IP og fingeraftryk, som ikke er sporbar. Jeg foretrækker at blive i mørket og redde verden.«
Det decentrale finansielle netværk Poly Network, som er offer for angrebet, oplyste klokken 10.30 i dag torsdag på deres Twitter-profil, at de nu har modtaget yderligere 81 mio. dollars. Dermed er i alt 342 mio. dollars, ca. 2,2 mia. kr., betalt tilbage - altså over halvdelen af det hackede beløb.
Nu er der kun tilbage for Poly Network at lappe det tilbageværende hul i kassen på 268 mio. dollars, svarende til 1,7 mia. kr.