Tech

Apple vandt første stik, men taber måske hele kampen

Den længe ventede afgørelse i sagen mellem Apple og Epic Games endte med en sejr til Apple - og så alligevel ikke. Der er store milliardbeløb på spil, for nu lugter andre app-udviklere også guld.

Tim Cook har holdt fast i de strikse regler, som skal sikre, at app-indtægter på iPhone kører igennem Apple, der så kan tage 30 pct. af omsætningen. Men nu begynder systemet at smuldre. Arkivfoto: Richard Drew/AP

Er det rimeligt, at Apple tager 30 pct. af alle indtægter, der går igennem Apple App Store, med nogle få undtagelser? Og på den måde skovler næsten 100 mia. kr. ind om året?

Det mente Epic Games ikke – firmaet bag kassesuccesen Fortnite – og erklærede derfor Apple krig i form af et sagsanlæg og en storstilet anti-Apple-kampagne. Det store slag har nu fået en første vinder, efter en domstol har afvist de fleste af kravene fra Epic Games. Men Apples sejr kommer med en bagside, der kan ende med nye indrømmelser.

Baggrunden

Lige siden Apple lancerede sin App Store i 2008, har udviklerne bag en iPhone-app skulle aflevere 30 pct. af deres indkomst til Apple. Dengang var det et nyt marked og handlede primært om små apps, der kunne sælges til en dollar eller to.

I dag er vores smartphone helt central i vores hverdag, og det er helt andre beløb, der strømmer igennem. Og har man et digitalt produkt, er det næsten utænkeligt ikke også at kunne tilbyde det på en iPhone. Men følger man ikke Apples regler, risikerer man at blive kylet ud og må dermed vinke farvel til en stor del af kundebasen. Tager man betaling for sit produkt, skal man derfor være yderst forsigtig med, hvad man gør, hvis man ikke enten lader Apple tage 30 pct. af det, eller vil risikere at blive smidt ud.

Apples benhårde regler har ført til stigende kritik de seneste år, men ingen har erklæret krig mod dem så voldsomt som Epic Games og selskabets stifter og ejer Tim Sweeney. Med successpillet Fortnite som løftestang har Epic Games både prøvet at ignorere iPhone-platformen og at omfavne den – men helt åbenlyst bryde reglerne.

I stedet for at tage betaling gennem Apples system – og aflevere de 30 pct. – lancerede Epic Games nemlig en anden mulighed for betaling. Og vupti, så blev Fortnite smidt på porten af Apple. Epic Games lagde sag an, med anklager om monopolmisbrug, mens Apple truede med også at fryse Epic Games’ andet produkt ud, en spilmotor som mange andre spilfirmaer bruger. En trussel som blev afværget af en domstol, men som ville ramme Epic Games særdeles hårdt.

Dommen

Fredag faldt der dom i sagen, og Apple erklærede sig som vinder, mens Epic Games valgte at anke afgørelsen. Den bestod nemlig i store træk af én lang afvisning af anklagerne fra Epic Games.

Dommer Yvonne Gonzales Rogers mente ikke, at spilselskabet havde tilstrækkelige beviser for, at Apple misbrugte et monopol. For eksempel er det muligt at spille Fortnite på mange andre platforme og købe V-bucks der – altså den valuta, man bruger i spillet. Hun ville heller ikke afvise, at det faktisk var monopolmisbrug, men så skulle der mere overbevisende skyts til.

Epic Games stod altså tilbage med en lang næse, efter at have investeret enorme summer i advokater og kampagner i opgøret mod Apples politik. Selskabet valgte at anke dommen, som dermed kan blive omstødt i næste runde.

Men dommeren gav Epic Games én indrømmelse, og den kan komme til at gøre ondt på Apple, lyder det samstemmende fra amerikanske it-analytikere. Fremover skal man nemlig have lov at putte et link i sin app, der henviser til for eksempel en hjemmeside, hvor man kan oprette sig eller betale uden om Apples system.

Et link af denne type har været strengt forbudt under Apples såkaldte ’anti-steering’-regler – man må altså ikke styre app-forbrugeren i en anden retning end gennem Apples betalingssystem. De regler er Apples altså nu tvunget til at skrotte, og dermed kan app-udviklerne nu forsøge at dirigere folk hen til en hjemmeside og undgå ’Apple-skatten’ på 30 pct.

Konsekvensen

Det kan godt blive svært at lokke folk ud af en app, og over på en hjemmeside, hvis de er godt i gang med et spil, men lige mangler lidt smølfebær eller V-bucks. Så på den måde er det ikke en foræring.

Men i det store billede er det lidt af en revolution, for Apple har i 13 år kunnet køre sin App Store med 30 pct.-reglen uden at blive presset til indrømmelser – og nu er det som om, at fundamentet er begyndt at få små sprækker på flere sider.

I løbet af de seneste uger har Apple nemlig både måttet indgå forlig i et stort gruppe-søgsmål i USA, hvor en app-udvikler fik lov at skrive en e-mail til en app-bruger. I Japan måtte Apple også bøje sig i et forlig og give nogle typer af apps lov til at have et link ud af appen. Og i Sydkorea trak en ny lov tæppet væk under Apples regler om betaling.

Apples App Store er i øvrigt big business, ikke mindst inden for spil. De præcise tal for omsætning holder Apple for sig selv, men tech-analytiker Benedict Evans anslår, at Apple sidste år høstede cirka 15 mia. dollars fra App Store, altså 94 mia. kr. Det svarer til seks pct. af Apples samlede omsætning.

Under retssagen kom det frem, at cirka 70 pct. af alle indtægter i App Store kommer fra spil. Og Apples margin på at drive App Store – hvor der for eksempel er udgifter til sikkerheds-tjek af apps – blev af dommeren i sagen beskrevet som ’ekstraordinær høj’.

Fremtiden

Den nye doms forbud mod Apples anti-steering-regler kan stille og roligt erodere Apples jernhånd omkring betalingen for iPhone-apps. App-udviklerne har fået en åbning, som de nu kreativt kan udnytte og med tiden ’oplære’ brugerne til, at betaling også kan foregå andre steder end i app’en.

En af de toneangivende, amerikanske it-analytikeres reaktion på dommen.

Men det er ikke Apples eneste hovedpine. Den generelle stemning er nu, at lavinen er begyndt at rulle. Måske først langsomt, men med tiden vil den buldre afsted.

Rent juridisk er der også flere potentielle bomber i vente for Apple, for både EU-Kommissionen, med Margrethe Vestager som skarpretter, og USA’s politikere er på vej med flere domme og indgreb. Og så kan det pludseligt gå stærkt.

Læs også