Fortsæt til indhold

Fastspeed-ejere: Jetnet er bredbåndsmarkedets Ryanair-løsning

I maj 2019 indtog Fastspeed bredbåndsmarkedet, hvilket har banket prisen på 1 Gbits-løsninger i bund. Nu åbner Fastspeed-ejerne så endnu et lavprisselskab. Denne gang er navnet Jetnet.

Jetnet, her anført af Fastspeed-direktør Jens Raith (tv) og kommerciel direktør Morten Boe Andersen, vil først og fremmest have fokus på den lavest mulige pris for kunderne, lyder det. Foto: Jetnet/PR.
Tech

Ud af det blå slår Fastspeed-ejerne dørene op til endnu et lavprisselskab på bredbåndsmarkedet. Under navnet Jetnet vil selskabet tilbyde forskellige hastigheder pakket ind i »god kvalitet til en endnu skarpere pris«.

Det er meldingen fra Fastspeed-topchef Jens Raith, der fortæller, at satsningen har været på tegnebrættet længe, hvorfor udspillet ikke har noget at gøre med den igangværende priskrig mellem Telenor og Fastspeed.

Jetnet er tænkt som bredbåndsmarkedets Ryanair, hvor prisen er omdrejningspunktet.
Jens Raith, adm. direktør i Fastspeed og Jetnet

»Jetnet er tænkt som bredbåndsmarkedets Ryanair, hvor prisen er omdrejningspunktet. Selskabet bliver for mere selvhjulpne kunder. Derfor vil Jetnet – modsat Fastspeed - heller ikke komme til at levere den bedste kundeservice. Til gengæld er der næsten statsgaranti for, at kunderne får den skarpeste pris,« siger Jens Raith.

De månedlige priser begynder ved 199 kr., men de præcise priser afhænger af, hvor i landet kunderne befinder sig.

Jetnet lever ligesom Fastspeed af at videresælge bredbåndsforbindelser, som de to selskaber lejer hos netselskaber som f.eks. TDC Net, Norlys og Fibia, der alle ejer store fiber-, kabel-tv- og kobbernet.

Forretningsmodellen betyder, at løsningen og prisen for den enkelte kunde afhænger af, hvilke lejeaftaler Jetnet har indgået for netop det område, hvor en potentiel kunde befinder sig.

»Derfor skal du som det første taste din adresse ind, og derefter får du prisen. Og den vil blive skarp,« siger Jens Raith og henviser til, at det ligger underforstået i, at Jetnet går målrettet efter mere selvhjulpne kunder.

Det tekniske set up betyder, at mens Fastspeed alene har fokus på det øjeblikkelige topprodukt i bredbåndsmarkedet – 1 Gbit/s-forbindelser, kan Jetnet-kunder vælge mellem andre hastigheder.

Det kan f.eks. være en 100 Mbit/s- eller en 300 Mbit/s-forbindelse, alt efter hvad der er teknisk muligt på adressen, og hvad kunden ønsker af løsning, lyder det.

Da Fastspeed gik i luften, var der allerede fra dag et udstukket et vækstmål, men det er ikke tilfældet med Jetnet, der jagter et mere »begrænset kundesegment«.

»Men selvfølgelig håber vi på en masse kunder. Og uanset hvad vil vi jo opleve vækst. Vi kommer jo fra nul kunder,« siger Jens Raith om Jetnet-satsningen.

Artiklens emner
Telebranchen
Fastspeed