»Vi kommer til at stå skarpt, og om en måned står vi endnu skarpere«
Jyllands-Postens store satsning på lokaljournalistik går nu i luften. JP Lokal skal ikke blot være til stede i de udvalgte byer, men også være en del af miljøet, fortæller chefredaktøren.
»Skal jeg tage den?«
Flere af de fremmødte var nødt til at forlade lokalet for at besvare vigtige opkald undervejs i programmet, da holdet bag JP Lokal tirsdag forsamlede sig i Horsens inden den store lancering onsdag morgen.
De seneste uger har de i alt 18 journalister fordelt på helt nye redaktioner i Vejle, Horsens, Randers og Viborg snakket med stribevis af kilder, søgt aktindsigt i offentlige dokumenter, sat sig dybt ind i forskellige sager og skrevet førsteudkastet til Jyllands-Postens satsning på digital lokaljournalistik.
Fremover får de til opgave at dække livet i de østjyske byer på en så kompetent og kritisk facon, at JP Lokal både kan begå sig som en selvstændig abonnementsforretning og føre flere læsere ind i Jyllands-Postens kundekartotek.
De fire byer er blevet udvalgt på baggrund af en tabel med parametre, der måler potentialet i form af eksempelvis bykernernes størrelse, borgernes betalingsvillighed og vægtningen af lokaljournalistik i området.
Vi skal ikke blot være til stede i byerne, men også være en del af miljøet.
Udfordringen bliver nemlig ikke mindre af, at flere andre mediekoncerner er i færd med en tilsvarende øvelse, fordi de tungeste aktører i branchen ser et marked i at genopfinde lokaljournalistikken i den digitale tid.
»Vi kommer til at justere konceptet hen ad vejen. Vi går selvfølgelig i luften med det indhold, vi tror på, men hvis det viser sig, at borgerne i Horsens ikke gider at læse om bestemte temaer, så skruer vi ned for det,« forklarer Viggo Lepoutre Ravn, ansvarshavende chefredaktør på JP Lokal.
Han er det absolutte omdrejningspunkt i projektet, der blev offentliggjort i foråret og fejret med højstemte taler flankeret af højstilkede glas for at udkrystallisere ambitionerne:
»Det er en oplagt opgave for os at satse yderligere på lokaljournalistikken, så vi samlet set kan dække både det nære og det store. Din by, dit land, din verden,« lød det ved den lejlighed fra Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten.
Hvor stor en investering der er tale om i kroner og øre, vil folkene bag JP Lokal imidlertid ikke afsløre, mens målsætningen udadtil heller ikke opererer med konkrete tal. For Viggo Lepoutre Ravn drejer hele missionen sig om at få den selvstændige forretning til at vokse måned for måned målt på antallet af betalende brugere. Hverken mere eller mindre.
»Vi kommer til at stå skarpt, når vi går i luften, og om en måned står vi endnu skarpere,« lyder det fra chefredaktøren, som efter sigende møder en masse velvilje fra borgerne i de fire byer.
JP Lokal har ønsket at etablere sig så centralt som muligt og at indgå i kontorfællesskaber, hvilket er resulteret i, at de tre journalister i Randers er flyttet ind hos Bymakers, mens mandskabet i Viborg, Vejle og Horsens har slået sig ned hos henholdsvis Arsenalet, Grand Hotel og Fængslet.
»De kan låse dørene, når de har brug for det, men når de åbner dem, er de allerede en del af det pulserende lokalliv. For det er vigtigt, at vi ikke lukker os om os selv. Vi skal ikke blot være til stede i byerne, men også være en del af miljøet,« forklarer Viggo Lepoutre Ravn.
De digitale lokalhistorier vil udkomme alle ugens dage og sigter efter en yngre målgruppe i bykernerne, alt imens Jyllands-Postens abonnenter også får adgang til de forskellige sites og nyhedsbreve.
»Det bliver ikke sådan, at Jyllands-Posten kan ringe ned til lokalredaktøren i Vejle og sætte ham i gang med noget. Det er et medie i sin egen ret. Men noget af indholdet vil også finde vej til Jyllands-Postens printudgave.«