Tech

Biden kan blive den første præsident, der vil regulere mod Teslas førerløse software

Teslas Autopilot-software har været under lup de seneste par uger, og nu tyder meget på, at præsident Biden vil indføre regler for bilfabrikanternes avancerede førerassistenter med en nyansættelse.

Alle nybyggede Teslaer har Autopilot integreret. Man skal dog først opnå en tilstrækkelig sikkerhedsscore for at få adgang til systemet.. Foto: AP/ Marcio Jose Sanchez

Skiftende amerikanske regeringer har over de seneste år tøvet med at finde regulerings-kniven frem over for bilfabrikanternes nyeste satsning: Software, der gør bilerne selvkørende.

Tesla har deres Autopilot, mens General Motors’ biler har SuperCruise integreret.

I grove træk er det to eksempler på nye førerassistenter, der kan gøre biler, der allerede er på vejene mere eller mindre selvkørende. Med sensorer og kameraer kan bilerne registrere trafik, lyskryds, vejstriber og alt andet, der normalt kræver en årvågen chauffør. Dermed gør bilens teknologi førerens opmærksomhed overflødig.

Bilfabrikanterne har i mange år haft helt frit spil, da amerikansk lovgivning endnu ikke har taget stilling til de nye avancerede førerassistenter, og derfor er der over blot få år sket kvantespring i, hvad teknologien kan tilbyde. Men måske er det spildt arbejde.

For Joe Biden ser nu ud til at blive dén amerikanske regeringsleder, der vil regulere mod den avancerede førerløse software.

Det skriver CNN.

Joe Biden har netop ansat Missy Cummings, der er ingeniørprofessor ved Duke University og har studeret autonome systemer som Teslas Autopilot. Missy Cummings er blevet ansat som seniorrådgiver for sikkerhed ved National Highway Traffic Safety Administration, som er en offentlig myndighed under det amerikanske Transportministerium.

Ifølge CNN er ansættelsen netop første skridt mod en strammere regulering af bilfabrikanternes førerløse assistenter.

Missy Cummings har imidlertid tidligere ytret sig yderst kritisk over for Tesla og skiftende regeringers manglende lovgivning på området, og det har især fået de benhårde Tesla-fans op af stolene, der har startet en underskriftsindsamling om at få gennemgået Missy Cummings’ udnævnelse til posten. Baggrunden er, at Tesla-fansene mener, at Missy Cummings er partisk.

Udnævnelsen er heller ikke gået Tesla-ejer Elon Musks næse forbi, der har tilsluttet sig kritikken, og kalder Missy Cummings’ historik for »ekstremt forudindtaget«. Missy Cummings svarede Musk, at hun ville være »glad for at sætte sig ned og tale når som helst«

Den amerikanske regering meldte i juni ud, at alle bilproducenter skal rapportere uheld, der involverer førerassistentsystemer. I august iværksatte man en undersøgelse om Teslas Autopilot, der i flere tilfælde har kørt bilen ind i udrykningskøretøjer. Der amerikanske transportministerium har ligeledes undersøgt flere tilfælde af dødsulykker, hvor føreren ikke var opmærksom under brugen af Teslas Autopilot.

Læs også