Jes Dorph-Petersen om omstridt video: »Jeg fik et stykke papir i hånden«
Den afskedigede TV 2-vært vil ikke også tages til indtægt for musikvideo med sexistiske undertoner. »Jeg var en slags gimmick,« skriver Jes Dorph-Petersen om sin medvirken.
Jes Dorph-Petersen fandt ikke selv på den bemærkning, der afrundede TV 2’s interne jubilæumsvideo og nu er blevet en båndsløjfe på sociale medier.
Det understreger den tidligere nyhedsvært i forlængelse af, at den næsten fire minutter lange musikvideo de seneste dage har skrevet sig ind i debatten om kulturen på tv-stationen.
I videoen - der blev afspillet til TV 2’s 25-års jubilæumsfest i 2013 - optræder den daværende ledelse med en omskrevet version af nummeret ”Get Lucky”, flankeret af letpåklædte kvinder og fire studieværtinder, der i festtøj agerer staffage for rapperen MC Clemens.
Det hele afsluttes med, at bassisten og trommeslageren tager deres hjelme af, da alle andre har forladt scenen. Det viser sig at være to af de mest fremtrædende værter på TV2 gennem tiden, Jes Dorph-Petersen og Morten Stig Christensen.
»Så du hende, der ikke havde så mange krøller og en meget lækker røv? Jeg kunne stå og kigge på den. Hvad synes du,« spørger Jes Dorph-Petersen med reference til den daværende programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, som i dag er TV 2’s adm. direktør.
»Fed,« siger Morten Stig Christensen om hustruens bagparti.
»Hvordan tror du, den er i virkeligheden,« spørger Dorph.
»Det vil du ikke vide noget om, Jes,« lyder svaret.
På den måde forsøger videoen at fremstille TV 2’s ledere og koryfæer i festligt øjemed, men i lyset af dokumentarserien ”Sexisme bag skærmen” afspejler den også hverdagskulturen, vurderer Anette Borchhorst, professor på Aalborg Universitet med speciale i sexchikanesager.
»Det er kvindefornedrende og nærmer sig kønschikane. Det giver et klart billede af traditionelle kønsforskelle og er virkelig en gang mandehørm,« siger Anette Borchhorst om afrundingen på musikvideoen.
Af samme grund har midtpunktet i videoen - daværende adm. direktør Merete Eldrup - erklæret, at hun set med nutidens briller gerne ville have skåret den sidste del væk.
Jes Dorph-Petersen betoner, at bemærkningen i musikvideoen ikke var hans egen idé.
»Jeg har ingen andel i indholdet af den video,« forklarer den tidligere nyhedsvært i et skriftligt svar til Jyllands-Posten:
»Da den blev optaget, havde jeg kort forinden sagt op på TV 2, fordi jeg havde fået nyt job på TV3, som jeg dog ikke var begyndt på endnu. Jeg skulle heller ikke med til jubilæumsfesten, men blev kaldt ind af videoens bagmænd som en slags gimmick, fordi jeg skulle stoppe efter næsten 25 år på TV 2.«
I 2015 vendte han tilbage til skærmen på TV 2 som vært på ”Go’ Aften Live”, hvorfra han i januar 2021 blev afskediget på baggrund af anklager om krænkelser og seksuelle overgreb over for et par kolleger i privat regi omkring årtusindskiftet.
Jes Dorph-Petersen har sidenhen bestredet anklagerne i fuld offentlighed og er derfor som den eneste ikke blevet anonymiseret i dokumentarserien om TV 2 på Discovery+.
Forsøget på at blive renset har fået Dorph til at indbringe TV 2’s advokatfirma i sagen for Advokatnævnet og Datatilsynet. Oven i den kamp vil han ikke også tages til indtægt for musikvideoen.
»Jeg var maksimalt 20 minutter i studiet i Odense og fik stukket et stykke papir i hånden med teksten, jeg skulle sige sammen med Morten Stig om hans kones bagdel,« skriver Jes Dorph-Petersen.
»Men det var altså ikke min opfindelse. Og jeg har oprigtig ikke nogen mening om den røv, der sidder på TV 2’s nuværende direktør.«
Anne Engdal Stig Christensen har ingen kommentarer til musikvideoen.