Tech

Moderator sagsøger Tiktok efter traumatiserende videoer

Det er ikke første gang, at Tiktok har være genstand for kritik, men denne gang kommer den fra en tidligere ansat, som angiveligt har fået PTSD af sit arbejde.

Tiktok er en kinesisk videoapp, der har eksisteret siden 2016. Foto: Reuters/Dado Ruvic

Det sociale medie Tiktok er mest kendt for sine dansevideoer og sin unge brugerskare, men et nyt søgsmål har trukket en mere mørk og dyster bagside af medaljen frem i lyset.

En tidligere moderator for videoappen har nemlig netop lagt sag an mod selskabet bag Tiktok med en påstand om, at hun har fået posttraumatisk stress af de videoer, hun har set gennem sit arbejde.

Det skriver flere internationale medier, herunder Bloomberg.

Candie Frazier var en af mere end 10.000 moderatorer ansat til bl.a. at fjerne videoer med ulovligt indhold fra Tiktok. Men nogle af disse videoer har været så brutale, at det er gået ud over amerikanerens mentale helbred, siger hun.

På sine 12-timers vagter har Candie Frazier bl.a. set videoer med selvmord, voldtægter, dyremishandling og skoleskyderier. I enkelte tilfælde også videoer med kannibalistisk indhold.

Det har resulteret i en PTSD-diagnose, påstår Candie Frazier selv, og lægger derfor nu sag an mod TikTok - noget som hun håber kan udvikle sig til et gruppesøgsmål med flere tidligere ansatte.

Det fremgår endnu ikke, hvilket beløb Candie Frazier søger i erstatning fra selskabet, men hun understreger, at det udelukkende er kompensation for hendes psykiske skader og derudover, at Tiktok skal oprette en fond for moderatorer, der skal yde støtte til disses psykiske helbred.

Tiktok så første gang dagens lys i 2016. Appen fungerer som et socialt medie med en endeløs strøm af videoer. På verdensplan har netværket mere end én milliard månedlige brugere.

Læs også
Top job