Tech

Dogecoin stiger efter Elon Musk-tweet

Vil du have fingrene i Cypertruck-fløjten, en miniature-Tesla eller en karaffel i glas formet som et lyn? Så kan du nu gøre det med Dogecoin.

Illustration: Dogecoin

Det er nærmest som om, at Elon Musk besidder ’The Midas Touch’ med sine tweets. Det har han vist flere gange. Alt fra store aktiestigninger hos forkerte selskaber til store stigninger på diverse kryptovaluta, så snart Elon Musk bare nævner dem i et tweet. Alt bliver til guld, ligesom i sagnet om Midas fra den græske mytologi.

Nu er det sket igen. Og endnu engang er det en kryptovaluta, der tager et spring opad.

Nu kan Tesla-merchandise nemlig købes med den digitale kryptovaluta ’Dogecoin’, meddelte Tesla-chef Elon Musk på sit yndlings sociale medie - Twitter. Den udmelding fik kursen til at stige hurtigt, og blev dermed 15 pct. mere værd. Siden er kryptovalutaen faldet en smule igen, men er samlet steget 32 pct. den seneste uge. Dermed er kursen på en Dogecoin 1,24 kr.

Med Dogecoin kan man nu købe Teslas populære merchandise, der blandt andet tæller Cypertruck-fløjten, miniature-Teslaer, og en karaffel i glas formet som et lyn.

Kryptovalutaen startede egentlig som en joke, der nu er blevet mange milliarder kroner værd. Dogecoin bygger på det populære meme af den japanske hunderace Shiba Inu, og har eksisteret siden 2013.

Ligesom Bitcoin skal man som bruger af Dogecoin have en ”wallet” eller tegnebog, som man har liggende på sin computer, telefon eller website. Man kan bruge dem til at købe varer, tjenester eller andre krypto- eller traditionelle valutaer. Det er vel og mærke anonymt.

Ifølge Dogecoin er den mest populære anvendelse af Dogecoin ”tipping”, digitale drikkepenge til andre internetbrugere, der deler indhold, man gerne vil belønne. Altså et form for ”like” med værdi bag.

Vil man købe Tesla-merchandise med Dogecoin, skal man være opmærksom på, at man ikke kan returnere det igen. Det er nemlig ikke muligt at returnere Dogecoins til en brugers wallet.

Læs også
Top job