Den nye iPhone kalder på ambulancen, når du kører galt – men også når du kører i rutsjebane
En af de nye funktioner, da Apple lancerede en ny generation af iPhones i september har vist sig at være lidt for følsom. En tur i en stor tivoli-rutsjebane får alle alarmklokker til at bimle.
Efter en tur i en af de mere heftige rutsjebaner, hvor farten kommer op forbi 80 kilometer i timen, kiggede amerikanske Sara White på sin nye iPhone 14. Skærmen var fyldt med beskeder om, at der var slået alarm og sat gang i opkald til 911, det amerikanske svar på alarmcentralen 112.
Det er nemlig en af de nye funktioner i seneste generation af iPhone – at telefonen automatisk ringer efter en ambulance, hvis man kører galt. Det skriver Wall Street Journal.
Men rutsjebane-turen var altså nok til, at telefonen var sikker på, der var sket en ulykke. Det går fint, så længe man bevæger sig hurtigt frem og op og ned. Men når turen er ved at slutte, bliver der trådt hårdt på bremsen. Og det fik telefonen til at ringe 911 med det samme.
De nye iPhone 14 blev lanceret i september, og den lokale alarmcentral havde allerede fået seks opkald fra telefoner, som forvekslede rutsjebaneturen med en bilulykke.
Andre telefoner fra Android-lejren har også lignende funktioner, for eksempel at man kan trykke fem gange på power-knappen for hjælp, hvis man har en OnePlus-telefon. Det skriver Gizmodo. Den slags funktioner har ført til mange falske opkald til alarmcentraler gennem tiden, hvilket i værste fald kan blokere for reelle nødråb.
Løsningen på problemet med den nye iPhone 14 kan for eksempel være, at telefonen skal opdateres med en algoritme, som kan genkende en rutsjebanetur og slå alarm-funktionen fra så længe. Om det er på vej, eller hvor længe det kan tage at få rullet ud, er der ikke meldt om fra Apples side.