Seks venner blev iværksættere ’på første klasse’: Solgte Ghost Ship Games for en halv milliard fem år senere
På bare fem år gik spilfirmaet Ghost Ship Games fra at være en lovende spil-start-up til at være op mod en milliard kroner værd. Samtidig giver det lille selskab et stort overskud hvert år.
Det var en start-up på ’første klasse’ ifølge stifterne af Ghost Ship Games. Ingen af de seks venner var unge længere, mange havde børn og hus, og der var investorer til at få skudt satsningen i gang. Så der var fuld løn fra dag ét – og der var succes for spillet Deep Rock Galactic, da det udkom.
Nu viser regnskabstal, at det også blev en exit på første klasse. Tilsammen har de seks partnere nemlig fået 528 mio. kr., da de solgte Ghost Ship Games til svenske Embracer, som allerede var en del af ejerkredsen. Det skete i juli 2021, præcist fem år efter at selskabet blev stiftet.
»Det er jo helt vildt at tænke på, at vi startede fra nul for bare fem år siden, og at vi er nået hertil i dag,« sagde Søren Lundgaard, direktør for Ghost Ship Games, da salget blev offentliggjort sidste sommer.
Hvad den samlede værdi af spilfirmaet blev sat til ved opkøbet, er sværere at fastslå, da de seks stifteres ejerandel ved salget ikke er oplyst præcist, men som et spænd fra 50 til 66 pct. Så potentielt kan Ghost Ship Games have ramt en værdi på over en milliard kroner på de fem år.
De seks venner, som valgte at satse stort med Ghost Ship Games, var alle erfarne folk fra den danske spilbranche og arbejdede sammen hos selskabet Press Play, som var blevet opkøbt af Microsoft. Men så valgte amerikanerne at lukke det danske spilfirma, og derfor kastede partnerne sig ud i en ny omgang iværksætteri.
Spillet Deep Rock Galactic – med dværge, der graver efter guld i rummet – blev lanceret i en tidlig udgave to år senere og blev hurtigt et hit. Siden er der solgt spil for mange hundrede millioner af kroner.
I år 2020 lød overskuddet efter skat på 56,4 mio. kr., mens det i regnskabsåret 2021/2022, som blev forlænget med tre måneder, ramte 74,3 mio. kr. Resultaterne er skabt med blot 28 ansatte på kontoret på Christianshavn.
Ghost Ship Games blev skubbet i gang med penge fra den statslige fond Cap Nova, som havde fokus på computerspil, men som siden er blevet lukket. Det blev dengang beklaget af blandt andet folkene bag Ghost Ship Games.
I 2017 kom det svenske spilfirma Coffee Stain ind som investor med det, som blev døbt ’svenske gedepenge’. Coffee Stain havde nemlig haft et aldeles uventet hit med spillet Goat Simulator, og overskuddet herfra blev blandt andet brugt til investeringer i andre lovende spilfirmaer. Siden blev Coffee Stain opkøbt af den store spilkoncern Embracer, som i 2021 altså købte hele Ghost Ship Games – og i samme runde også to andre danske spilfirmaer.
De seks partnere er i øvrigt alle blevet i selskabet, som de fortalte skulle køre videre helt som før.

