Så dagens lys for 30 år siden: Sidste år sendte danskerne 4,3 mia. sms-beskeder
Verdens første sms-besked blev sendt den 3. december 1992. 30 år senere er de små tekstbeskeder stadig en kæmpe succes.
Lørdag er det 30 år siden, at verdens første sms blev sendt. Siden har danske mobilkunder sendt milliarder og atter milliarder af såkaldte short message service-beskeder – i daglig tale sms-beskeder.
Selv om mobilkunder fortsat sender milliarder af sms-beskeder, toppede de korte tekstbeskeders succes for 12 år siden.
I 2010 sendte mobilkunder mere end 13 mia. sms’er, hvilket er historisk årsrekord. Siden er sms-feberen dalet.
Nogle gange er det bare den simple og almene løsning, der fungerer bedst.
Sidste år blev der således sendt knap 4,3 mia. sms-beskeder, viser tal fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.
»Selv om sms’en på nogle områder er en forældet teknologi, som er blevet overhalet af andre løsninger, så har den alligevel vist sig at være en langtidsholdbar kommunikationsform, som mange – især virksomheder – stadig benytter sig af i dag,« siger Christian Hoffmann, direktør i Telenors privatforretning, i forbindelse med sms-jubilæet.
At sms-beskeder, der oprindelig opnåede stor succes blandt private mobilkunder, er gået til især at vinde indpas hos virksomheder og organisationer, forklares af Telenor med, at sms-beskeder har udviklet sig til at være »et kritisk kommunikationsværktøj til at nå ud til kunder, borgere og patienter«.
Mange kender da givetvis også til at modtage en påmindelse på sms om f.eks. en tid hos tandlægen, tid til service på bilen eller en kvittering for en aftale med banken eller offentlige myndigheder.
Men private mobilkunder sender fortsat mange sms’er, lyder det.
»Nogle gange er det bare den simple og almene løsning, der fungerer bedst,« siger Christian Hoffmann.
Netop det simple har været gældende for sms-beskeder fra dag ét.
Da en 22-årig britisk ingeniør den 3. december 1992 sendte verdens første sms-besked, var budskabet kort og godt ”Merry Christmas”.
»Dengang havde man sikkert ikke i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig, hvor vild udviklingen i branchen ville blive, og hvor stor en betydning mobil- og sms-teknologien ville få for danskerne,« siger Christian Hoffmann.
Oprindelig var det en dyr fornøjelse at sende sms-beskeder, men det har ændret sig over tid. I dag sælges mobilabonnementer typisk inklusive fri brug af sms-beskeder til andre mobilbrugere indenfor landets grænser.