FTX-stifter Sam Bankman-Fried vil lave ny virksomhed for at give investorer deres penge tilbage
Sam Bankman-Fried, der stod bag den krakkede krypto-børs FTX, siger i et interview, at han meget gerne vil lave en ny virksomhed, så han give penge tilbage til de tusindvis af kunder og investorer, der har tabt penge som følge af FTX's spektakulære kollaps.
Den fallerede krypto-boss Sam Bankman-Fried står bag et af krypto-verdens mest spektakulære fald fra tinderne.
Den unge amerikaner var af mange udråbt som et decideret tech-geni, idet han stod bag krypto-børsen FTX, hvor kunderne kunne købe og sælge kryptovaluta. Det anslås, at der på FTX blev handlet kryptovaluta for over 10 mia. dollars hver dag.
Sam Bankman-Fried stormede således også frem på listen over verdens rigeste, og da hans rigdom var på sit højeste, havde han en formue på 183 mia. danske kroner.
Men i starten af november krakkede hans krypto-børs efter flere historier om, at børsen kanaliserede kunders penge videre til et andet selskab, som Bankman-Fried også stod bag.
Det skabte ekstrem usikkerhed på krypto-markedet, og på en uge var Sam Bankman-Frieds krypto-børs styrtet i grusset. Og med børsens kollaps, forduftede tech-geniets formue lige så.
I et nyt interview med BBC forklarer Sam Bankman-Fried, at han derfor ønsker at stifte en ny virksomhed, så han på den måde kan tjene penge for at give dem tilbage til de mange tusinder af kunder og investorer i FTX, der tabte formuer efter krypto-børsens konkurs.
Samlet set mangler der 57 mia. kr. i kassen hos FTX, i forhold til de værdier, som FTX-kunderne havde stående på deres konto. Det estimeres at over 1 mio. mennesker har mistet penge som følge af kollapset.
»Jeg vil give hvad som helst for at kunne gøre det. Og jeg vil prøve at se, om det kan lade sig gøre. Og jeg synes i det mindste, at jeg har en pligt over for FTX-brugere for at gøre tingene godt igen, så godt som jeg kan,« siger Sam Bankman-Fried i interviewet.
I samme interview holder han dog fast i sin forklaring om, at han ikke vidste at brugernes penge blev kanaliseret videre til virksomheden Alameda Research, hvor midlerne blev brugt til højrisikofyldte investeringer.
»Jeg begik ikke bevidst svindel, og jeg tror stadig ikke, at jeg har begået svindel. Jeg var bare ikke nær så kompetent, som jeg troede, jeg var,« siger han og indrømemr samtidig, at en tanken om en mulig anholdelse stadig sidder i baghovedet.
På tirsdag skal Sam Bankman-Fried vidne i Kongressen som en del af en større undersøgelse af FTX’ sammenbrud. Det skriver Reuters.

