Revisionsgiganten Mazars dropper samarbejde med alle krypto-kunder
Det store franske revisionsselskab Mazars dropper nu alle deres kunder fra krypto-industrien, efter revisionsselskabet har gennemført undersøgelser af krypto-virksomhedernes aktiver.
Det store franske revisionsselskab Mazars dropper nu alle deres kunder indenfor krypto-industrien. Det skriver Reuters.
Mazars kunder i industrien var blandt andet giganterne KuCoin, Crypto.com og Binance. Sidstnævne er nu, efter krypto-børsen FTX’s kollaps, verdens største handelsplatform for krypto-valuta.
Begrundelsen lyder på, at Mazars for nyligt har gennemført en række lovpligtige undersøgelser af krypto-selskabernes aktiver - såkaldte ”proof of reserve-rapporter” - og selskabet har tilsyneladende ikke kunne lide, hvad de fandt, eller i hvert fald, hvordan dette ville blive udlagt af offentligheden.
»Mazars har sat sin aktivitet på pause i forbindelse med leveringen af ”proof of reserve-rapporter” for selskaber i kryptovalutasektoren på grund af bekymringer vedrørende den måde, hvorpå disse rapporter kan forstås af offentligheden,« lyder det i en skriftlig udtalelse fra virksomheden til Reuters.
”Proof of resever-rapporterne” var kortvarigt tilgængeligt på Mazars hjemmesiden, men er sidenhen blevet fjernet.
Rapporterne er lovpligtige for kryptovaluta-selskaber at få udarbejdet og har til formål at bevise, at selskaberne rent faktisk har midler nok til at kunne udbetale penge, hvis en stor mængde mennesker trækker deres investeringer ud af platformene.
En sådan massebevægelse af mennesker, der trækker deres penge fra en krypto-platform, var blandt andet det, som fik den føromtalte FTX-kryptobørs til at kollapse i november. Kollapset har sidenhen ført til, at over en million mennesker har mistet deres penge - til en samlet værdi af over 50 mia. kroner.
Nyheden kommer også som endnu et skår i glæden for flere krypto-virksomheder, bl.a. de nævnte Binance og KuCoin, der ihærdigt forsøger at bevise omverdenen, at de ikke er tvivlsomme foretagender bygget på bedrageri, som det viste sig var tilfældet med FTX, hvis stifter nu er sigtet for svindel og risikerer mere end 100 års fængsel.
Mazars gjorde sig i februar også bemærket, da de droppede samarbejdet med Donald Trumps selskab, The Trump Organization, efter at have haft firmaet som kunde i flere år. Forklaringen lød, at selskabets regnskaber, heriblandt Trumps egne, var »utroværdige«. Det skriver CNBC.



