NFT’er var den nye hotte investering – nu handler det om at få skattegevinst på tabet
Små digitale billeder af aber blev solgt for millioner af kroner under den store NFT-bonanza. Nu prøver et nyt selskab at hjælpe folk med at få tabet fra NFT'er plottet ind i skatteregnskabet.
Kryptovinteren har ramt os. Og mens kursen på bitcoin er faldet med 63 pct. i år, og det gigantiske kollaps hos kryptobørsen FTX trækker overskrifter, samler mange dyre NFT’er støv. For eksempel en digital tegning af en abe med en hat, som engang kunne sælges for millioner.
Men sidder man tilbage med et stort tab på NFT’er, er der hjælp af hente. Et nyt selskab – Unsellable – tilbyder nu at hjælpe med en kvittering på tabet, så den fejlslagne investering i det mindste kan bruges til at betale mindre i skat. Det skriver The Guardian.
En NFT er kort fortalt et slags digitalt ægthedsbevis, koblet op på en blockchain og derfor umulig at slette eller ændre. Typisk var det et digitalt billede, der blev solgt med en tilhørende NFT, så man kunne bevise, at man var den rette ejer, selvom alle kunne kopiere billedet pixel for pixel.
NFT-bølgen eksploderede i foråret 2021, hvor digital kunst pludselig kunne sælges for store millionbeløb. Driftige NFT-forretningsfolk opfandt kollektioner af for eksempel 10.000 næsten ens billeder, der så kunne blive samlerobjekter.
Mest berømt blev Bored Ape Yacht Club med en hel masse tegninger af aber med forskellige hatte, briller og tøj. Berømtheder begyndte at bruge aberne som profilbillede på sociale medier, og priserne steg og steg. Justin Bieber købte sit abebillede for ni mio. kr., rapperen Eminem brugte 3,3 mio. kr. på sit – og investorer købte op i forventning om at kunne sælge NFT’erne videre med fortjeneste.
Men i foråret 2022 vendte billedet, og NFT-hypen lagde sig, efter nogle vilde måneder. Alene fra januar til marts i år blev der solgt NFT’er for 133 mia. kr. Og så bremsede salget kraftigt op. I november blev der således solgt for samlet tre mia. kr.
Nu håber Unsellable at kunne skabe verdens største samling af værdiløs digital kunst. Det sker ved at opkøbe NFT’er for et symbolsk beløb, udstede en faktura, og dermed give sælgeren mulighed for at kunne bogføre den solgte NFT som et tab i skatteregnskabet.
Et andet tegn på, at NFT-guldfeberen er forbi, er et sagsanlæg anlagt den 8. december i USA. Her er en række købere af NFT’er fra Bored Ape-kollektionen gået sammen om et gruppesøgsmål mod firmaet bag, Yuga Labs. Anklagen er, at Yuga Labs – sammen med en række berømtheder – kunstigt fik pumpet priserne og interessen op. Dermed blev investorer narret til at købe NFT’er med udsigt til store tab, mener gruppen bag sagsanlægget.
Omvendt er NFT’er ikke helt gået bag om dansen. Da Donald Trump midt i december lancerede 45.000 digitale billeder og tilhørende NFT-beviser – alle med ham selv som motiv – blev de solgt i løbet af en dag til 99 dollars stykket.