Nu skal danskerne logge sig ind på DR TV for at få den fulde oplevelse
DR TV indfører en ny adgangsport for at lære hver eneste bruger bedre at kende. Det er et dristigt tiltag, vurderer analytiker.
Fremover kan danskerne ikke længere gå på opdagelse i DR TV’s store bagkatalog uden at logge sig ind på streamingtjenesten først.
Tirsdag indfører mediekoncernen en ny adgangsport rundt om sit digitale univers for at kunne tilbyde seerne en mere personaliseret programflade med en stribe ekstrafunktioner.
En port, som det bliver obligatorisk at benytte sig af i 2024.
Målet er ganske enkelt at ramme folks individuelle behov mere rent i en situation, hvor brugerne nu spenderer mere tid på at streame indhold end på at slænge sig foran statsradiofoniens flow-kanaler.
»Hidtil har DR TV i høj grad været en one size fits all-løsning. Men vi er nødt til at udvikle os, for der bliver selvfølgelig stillet større og større krav til streamingkvaliteten fra brugerne,« forklarer Lasse Bastkjær Jensen, der er direktør i generaldirektørens stab.
Tiltaget betyder, at danskerne vil blive afkrævet et brugernavn og en mailadresse, hvis de ønsker at se andet end den aktuelle programflade på DR TV. Til gengæld vil streamingtjenesten så som noget nyt kunne huske, hvor langt folk er nået i afspilningen af bestemte programmer, selv om de eksempelvis skifter skærm fra computeren til telefonen.
5 pct. har gjort det
Det nye login sikrer også brugerne en øget adgang til DR’s indhold i Europa, bedre børnebeskyttelse og ikke mindst en forside fyldt med skræddersyede anbefalinger og genrer, sådan som Netflix & Co. har praktiseret det i årevis.
Hos DR TV har det i forvejen været muligt at logge sig frivilligt på fra gang til gang for at skrive sig ind i maskinens hukommelse, men det har blot 5 pct. af seerne fundet anledning til, selv om halvdelen af befolkningen benytter sig af tjenesten ugentligt.
Målet er selvsagt at få langt flere brugere til at oprette sig, fordi det gør det muligt at operere med 5 mio. forskellige forsider på tjenesten, friste seerne med oversete tilbud blandt de 2.500 titler i bagkataloget og få danskerne som helhed til at hænge ud længere derinde frem for andre steder i internettets farvestrålende tivoli af forlystelser.
På den måde skal det nye login ultimativt set hjælpe DR med at leve op til sin public service-forpligtelse over for de moderne forbrugere.
»Så jeg er sådan set mere bange for, hvilken betydning det vil få, hvis vi ikke laver denne forandring,« konstaterer Lasse Bastkjær Jensen.
For at gøre overgangen så smidig som muligt for danskere højt oppe i alderen, har DR sparret med Ældre Sagen undervejs i udformningen af login’et og øget bemandingen i sin forbrugerkontakt, hvor brugerne kan få hjælp ved at taste 35203520.
Samtidig pointerer direktøren, at seerne ikke behøver at oplyse andet end deres mailadresse, fordi brugernavnet kan være hvad som helst.
»Vi har ikke behov for en masse personlige data om danskerne. Vores tilbud handler kun om at få viden om deres adfærd på DR TV,« lyder det fra Lasse Bastkjær Jensen.
Side om side med de databaserede anbefalinger vil DR vel at mærke også gøre plads til sine redaktionelle anbefalinger på tjenesten. Altså sådan noget som aktuelle dokumentarer og fiktionsserier. Derudover skal alle seere kunne tilgå de samme »fælles fortællinger«, hvilket eksempelvis kan være en optakt til Andreas Mogensens rummission.
»Dristigt tiltag«
Lanceringen af det nye login sker et år efter, at DR afskedigede omtrent 50 medarbejdere og ændrede sin organisation for at skubbe mere på den digitale udvikling i mediekoncernen.
Tv-analytiker Claus Bülow Christensen hæfter sig ved, at få brugere har benyttet sig af det eksisterende login på DR TV. I den forstand virker den nye adgangsport en smule desperat, vurderer han.
«Det er et drastisk skridt og dristigt tiltag, for det risikerer at fjerne indtrykket af, at tjenesten er en totalt gnidningsfri og gratis oplevelse. Men jeg forstår til fulde, hvor DR TV vil hen med det, fordi dataene om folks brugeradfærd jo giver koncernen en masse fordele.«

