Elon Musk indrømmer: X kan mislykkes
Flere brugere kritiserer ejeren af X, Elon Musk, efter en fejl har fjernet fotos fra ældre opslag på det sociale medie.
Det er muligt, at X – tidligere kendt som Twitter – vil mislykkes.
Sådan siger ejeren, Elon Musk, efter en fejl på platformen har fjernet alle fotos, der er publiceret før december 2014.
Det skriver The Guardian.
»Vi kan mislykkes, som så mange har forudsagt, men vi vil gøre vores bedste,« skriver Elon Musk på X ifølge the Guardian.
Beskeden er en reaktion på den kritik, som flere brugere har rejst efter de i weekenden opdagede, at alle fotos og links på de ældre opslag var forsvundet. Flere af dem spekulerede i, at fejlen i virkeligheden er et forsøg på at spare penge på datalagring.
Da Elon Musk gik til tasterne for at svare på kritikken, fik han også nævnt, at »den triste sandhed er, at der ikke er nogen gode sociale medier lige nu«.
Et af de forsvundne fotos var en særdeles kendt selfie, som talkshow-værten Ellen DeGeneres’ tog under Oscarshowet i 2014, hvor hun var vært. Fotoet er det mest retweetede foto nogensinde på platformen, og det er nu blevet genskabt.
Det er blot halvanden måned siden, at Elon Musk og selskabet bag X sidst fik kritik for en ændring i adgangen til indholdet på platformen. I begyndelsen af juli indførte Twitter, som X stadig hed dengang, en midlertidig begrænsning på antallet af tweets, som brugerne kunne læse om dagen.


