Danske Unity undskylder og trækker i land efter massiv kritik
Det faldt ikke i god jord, da it-selskabet Unity annoncerede sine planer om at indføre nye gebyrer.
»Vi har hørt jer.«
Sådan starter det danskstiftede it-selskab Unitys offentlige undskyldning for at have indført nye gebyrer på spil og for den »forvirring og angst«, som gebyrerne har medført.
Det skriver det børsnoterede milliardfirma onsdag i et opslag på det sociale medie X, tidligere Twitter.
Undskyldningen kommer i kølvandet på massiv kritik af Unitys nye gebyrpolitik.
Kort fortalt annoncerede selskabet tirsdag den 12. september, at man fremover vil tage gebyr hver gang et spil, som bruger Unitys motor, bliver installeret. Gebyrerne bliver pålagt alle spilproducenter, hvis spil har en omsætning på mere end 1,4 mio. kr.
Og det har fået spiludviklerne op i det røde felt. Flere har allerede boykottet selskabets platform og annonceringen bliver beskrevet som en regulær ”PR-katastrofe”.
Også aktiekursen har fået tæsk, siden man meldte gebyrplanerne ud.
Onsdagen efter faldt aktien 5,5 pct. på børsen i New York.
Derfor trækker Unity nu lidt i land, men stadig uden et konkret bud på en løsning.
»Vi kommer med en opdatering i løbet af de kommende dage. Tak for jeres ærlige og kritiske feedback,« afslutter selskabet opslaget.
Unity Technologies blev stiftet i Danmark i 2004 af David Helgason, Nicholas Francis og Joachim Ante og er gennem årene blevet en enormt succesfuld og ikke mindst indbringende forretning.
Selskabet har udviklet en spilmotor, som bliver brugt af mange store spiludviklere, herunder bl.a. til spillene Pokemon Go og Among Us.
Unity Technologies blev børsnoteret i 2020 og herefter tog det for alvor fart. Allerede året efter strøg alle tre stiftere ud af det blå ind på listen over Danmarks rigeste personer. Joachim Ante endte endda i top 10.
Selskabet har i skrivende stund en markedsværdi på ca. 91 mia. kr.


