CBB-direktør om prishop midt i rabatfest: »Det er et vilkår i en branche med hård konkurrence«
Telenor-ejede CBB Mobil hæver prisen for eksisterende kunder, mens nye kunder får rundhåndede rabatter. Nødvendigt, lyder det.
Med højre hånd lokker CBB Mobil nye kunder med »halve små priser« de første tre måneder, mens lavprisudbyderen med venstre hånd har travlt med at hæve prisen over for de eksisterende kunder.
»Det er et vilkår i en branche med hård konkurrence om kundernes opmærksomhed,« skriver Nikolaj Boserup, direktør i CBB Mobil, i en mail til Finans.
Mobildirektøren uddyber ikke prisstigningen, men CBB-kunder fortæller til Finans, at de er blevet mødt med et prishop på 10 kr. om måneden svarende til en stigning i niveauet 9 pct. for det billigste abonnement.
Stigningen vækker undren, idet CBB Mobil sideløbende skilter med markante rabatter til nye kunder.
I den seneste CBB-kampagne tilbydes nye kunder f.eks. 50 pct. rabat de første tre måneder svarende til, at nye kunder kan høste en kontant rabat på knap 300 kr. blot for at skifte til CBB Mobil.
Men en hverdag med rabatter til nye kunder og prishop til eksisterende kunder er et nødvendigt vilkår i en mobilbranche, hvor der kæmpes fra skyttehul til skyttehul om kunderne, lyder meldingen.
»Det har vi gjort, fordi vi indimellem er nødsaget til at justere vores abonnementsportefølje og ændre i priser og indhold, så vi kan blive ved med at drive en økonomisk bæredygtig forretning,« lyder det bl.a. fra Nikolaj Boserup.
Han tilføjer, at CBB’s prispolitik til trods så har selskabet år efter år de mest tilfredse kunder.
Et kig rundt i mobilverdenen afslører da også, at CBB langtfra er ene om at kaste store rabatter efter nye kunder, mens trofaste kunder afkræves fuld betaling.
TDC-ejede Eesy skilter med op til 84 pct. rabat de første to måneder til nye mobilkunder, mens søsterselskabet Telmore topper med et miks af 50 pct. rabat i tre måneder og gratis mobilbrug den første måned.
Telia-ejede Call Me skilter f.eks. med 50 pct. rabat til nye mobilkunder frem til juni, mens de to lavprisudbydere Oister og Flexii, der begges ejes af teleselskabet 3, er hoppet med på 50-pct.-rabatvognen.
De markante rabatter er udtryk for et stillestående mobilmarked, hvor alle kæmper for at overleve, forklarede 3-topchef Morten Christiansen for nylig til Finans.
»Vi er fire operatører, der slås om de samme kunder. Sådan har det altid været, men konkurrencen er intensiveret, fordi det samlede totalmarked stort set ikke har ændret sig siden 2020. Det kan vi også mærke,« lød det fra Morten Christiansen den 19. januar i forbindelse med præsentationen af regnskabet for fjerde kvartal.
Selvom eksisterende mobilkunder fremstår som de umiddelbare tabere i mobilkrigens rabatfest, forsikrer Nikolaj Boserup, at man også har øje for de gamle kunder.
»Derfor har de varslede kunder (kunder ramt af prisstigninger, red.) bl.a. fået mere data og inkluderet adgang til 5G-netværket,« siger CBB-direktøren uden at gå i detaljer omkring, at brug af 5G-netværket kræver 5G-telefoner.
CBB Mobil oplyser ikke selvstændige kundetal, men Telenor Danmark, der ejer CBB Mobil, formåede blot at forøge Telenor- og CBB-forretningen med i alt 1.000 nye kundeforhold i fjerde kvartal.
Det er den laveste vækst i 2023 med undtagelse af første kvartal, hvor telekæmpen afleverede 4.000 kunder til konkurrenterne.
CBB Mobil-ledelsen understreger, at prisstigningen i CBB »påvirker ikke kunder i Telenor«.

