Fortsæt til indhold

Millionstor Super Bowl-reklame advarer mod Tesla

I flere amerikanske byer blev tv-seere advaret mod selvkørende biler fra Elon Musks Tesla.

Tesla og ejeren Elon Musk er i skudlinjen i milliondyr anti-kampange. Foto: Tingshu Wang/Reuters
Tech

Midt i dette års tætte opgør i Super Bowl blev flere amerikanere advaret mod at købe og køre i Tesla.

Tech-entrepenøren Dan O’Dowd har punget ud og betalt 552.000 dollars, hvilket svarer til 3,8 mio. danske kr., for at få sit budskab ud i de amerikanske stuer.

Det skriver CNN.

Dan O’Dowd har længe advaret mod Tesla, som bl.a. producerer selvkørende biler, og ejes af techmilliardær Elon Musk.

»Når du køber en ny Tesla, finansierer og gør du det muligt for Elon Musk at sætte et farligt, ufærdigt produkt ud på vores offentlige veje. Vi har forsøgt at presse Tesla og Elon Musk til at gøre det rette og fjerne deres defekte software fra vores veje. Det lader dog til, at det eneste, der vil presse Tesla og Elon Musk til at gøre det rette, er at nægte dem dine penge,« udtalte Dan O’Dowd søndag ifølge CNN.

Reklamepauserne under Super Bowl er i høj kurs og dyre, fordi du har opmærksomheden fra millionvis af amerikanere.

Det udnyttede Dan O’Dowd, som har samlet modstanderne af Teslas selvkørende biler, i organisationen the Dawn Project. To reklamer viste forskellige uheld med selvkørende Tesla-biler, som påkører andre biler. Den ene reklame henviser til en virkelig hændelse, hvor en Tesla ramte et barn, der kom ud af en skolebus, fordi den var selvkørende.

Det er dog ikke alle amerikanere, som har set reklamen søndag under den afgørende finale. Det var nemlig kun seere i Washington DC, Dover i Delaware, Traverse City i Michigan og Santa Barba i Californien, som blev eksponeret for den. Organisationen havde også forsøgt at få den sendt i Sacramento i Californien, men det afviste den lokale afdeling af TV-stationen CBS.

Det er ikke første gang, at Dan O’Dowd bruger Super Bowl til advare mod Tesla, det samme var tilfældet sidste år, hvor hans reklamebudget var en anelse højere.

De nuværende Tesla-biler på markedet har flere selvkørende funktioner, men Tesla har advaret bilister om, at ingen af biler er fuldt ud programmet til at køre selv uden opsyn. Den fuldt selvkørende software er nemlig fortsat under udvikling. Tesla har ikke kommenteret den konkrete historie fra CNN.

Artiklens emner
Bilbranchen
Tesla