Fortsæt til indhold

Antallet af hackerangreb eksploderer: over 7 milliarder betalt i løsepenge på et år

2023 var et rekordår for cyberkriminelle, der høstede over 7 mia. kr. på såkaldte ransomware-angreb.

Tech

2023 var et godt og lukrativt år for cyberkriminelle, der ser ud til at blive dygtigere og mere kreative, når det kommer til at hacke virksomheder.

Særligt ransomware, hvor kriminelle krypterer data på computerne og kræver en løsesum for at virksomheder kan få dem igen, var en udbredt og effektiv måde for cyberkriminelle at ’tjene’ penge på.

Mens de kriminelle ikke just aflægger regnskab, tyder en oversigt fra virksomheden Chainalysis på, at 2023 var et rekordår for cyberkriminelle, skriver nichemediet Techcrunch.

Ransomware-betalingerne blev næsten fordoblet og ramte 1,1 mia. dollar, svarende til ca. 7,6 mia. kr.

Tallet er dog sandsynligvis langt højere, vurderer Chainalysis.

De sidste par år er summerne for at frigive data blevet højere og højere, mens metoderne er blevet mere ekstreme.

Således var der eksempelvis det amerikanske hotel og casino Caesars, der i fjor blev afpresset og endte med at betale 15 mio. dollar, svarende til knap 104 mio. kr.

Mens hackere i december angiveligt også forsøgte at afpresse et hospital for kræftpatienter, skriver Techcrunch.