Vil du på Bluesky? Derfor er et åbent alternativ til X blevet et hit
Brugerne vælter ind hos Bluesky, et alternativ til det sociale medie X, som er skabt af Twitters stifter.
»Er du kommet på Bluesky?« lyder det lige nu hen over kantineborde i Danmark.
X – det tidligere Twitter – har de seneste to år ændret karakter under Elon Musks ejerskab, og efter Donald Trumps genvalg er der kommet en ny bølge af folk, der vil væk derfra, eller bare prøve noget andet.
Og Bluesky, en mere åben og mindre styret version af X, er lige nu stedet, mange søger hen. Antallet af brugere er nu 20 mio., og det stiger med ca. 1 mio. om dagen. Måler man på opslag på dansk alene, blev der i går skrevet over 10.000 stk. Men hvad er Bluesky? Og hvad gør man for at være med i den nye klub?
Forhistorien
Elon Musk kom i efteråret 2022 til at købe Twitter for over 300 mia. kr. – en alt, alt for høj pris, har han senere erkendt. Men bordet fangede, og siden har han skåret fire ud af fem ansatte, skræmt mange annoncører væk og fået værdien af Twitter – nu X – til at falde under gulvbrædderne.
Til gengæld fik han magten over et forum, der rummer en del af den offentlige samtale. Mens det hos andre sociale medier er helt udelukket, så han ingen problemer i at dreje algoritmerne i en retning, der passede ham selv bedst, for eksempel ved at få fremhævet egne tweets.
Der blev skåret kraftigt i reglerne for, hvad man måtte skrive, ligesom håndhævelsen af reglerne er begrænset. Hvis man ikke betaler abonnement, er det nu svært at få vist sit tweet til mange, selvom man har mange følgere.
Især op til præsidentvalget blev X rykket mere og mere til højre og mod Donald Trumps budskaber, godt hjulpet af bots, der skød løs på alt, hvad der rørte sig af ”liberale” budskaber.
Det er svært at bevise, hvordan en algoritme fordeler sol og vind og visninger, men det blev efterhånden klart, at Elon Musk var begyndt at styre indholdet på X mere hårdhændet.
Da han overtog Twitter i oktober 2022, begyndte snakken om at finde et alternativ, men uden at der for alvor var enighed om det. Men bølgen er større nu – og pilen peger i retning af ét sted, nemlig Bluesky, der minder virkelig meget om X og Twitter.
Det er ikke tilfældigt. Bluesky er nemlig startet af samme mand, som opfandt Twitter – Jack Dorsey – som i 2019 besluttede at prøve at bygge noget, som var langt mere åbent og decentraliseret end Twitter. Bluesky blev i 2021 skilt ud fra Twitter og blev lanceret for alle i februar 2024.
Skiftet
Vil du prøve Bluesky, er det bare at oprette en konto – det vil som standard være med ”efternavnet” bsky.social. Altså: @jenshansen47.bsky.social. Men hvad så?
Hvis du gerne vil følge de samme mennesker og konti som på X, kan du bruge et værktøj til at tjekke, hvem der er på Bluesky, nemlig Sky Follower Bridge. Det er en udvidelse til din browser, som du skal aktivere, når du er på den side på X, hvor du kan se alle dem, du følger.
Måske vil kun nogle få af dem, du følger, også være på Bluesky, og så vil den første tid på det nye sociale medie nok være lidt ensomt. Modsat algoritmen hos X og Facebook og andre ”gamle” sociale medier, vil du nemlig ikke få kastet en hel masse ind i dit feed automatisk.
Selv hvis du finder en masse af dem, du følger på X, er det stadig ikke sikkert, at det bliver det samme. Det er nemt at oprette sig og være begejstret i starten, men netværkseffekten er stærk som tyngdekraften. Hvis dem, du følger, begynder at skrive opslag på både X og Bluesky, men der stadig er mere debat på X, vil det være der, de lægger kræfterne.
Det kan også sagtens gå den anden vej. Skriver man om emner, som normalt aktiverer en hel troldehær, eller som Elon Musk skruer ned for i algoritmen, kan Bluesky også vise sig at være en helt anden positiv oplevelse. Søren Pind, der har skrevet over 36.000 opslag på X/Twitter gennem tiden, har for eksempel valgt at skifte til Bluesky, undtaget »i nødstilfælde«, som han skriver. Og han bemærkede en interessant forskel.
På X har han 143.000 følgere, på Bluesky 2.600 styk – samlet på fem dage. Men samme opslag på de to fora gav på fire timer på X blot ni likes, mens der nu er 107 likes på Bluesky-opslaget. Og på X udløste det én kommentar, fra en Donald Trump-tilhænger, som gentager et russisk mantra om fredsforhandlinger, mens reaktionen på Bluesky er fire kommentarer fra folk, der følger opfordringen til at sende økonomisk støtte til Ukraine.
Sociale medier er i sagens natur meget individuelle oplevelser, der afhænger meget af, hvem du følger, så det er svært at generalisere.
Forskellene
Konceptet bag Bluesky, som i dag ledes af amerikanske Jay Graber, er på overfladen meget som Twitter og X, men er under motorhjelmen noget helt andet.
Hvor X og Facebook og de andre store sociale medier er styret centralt af en virksomhed med det formål at tjene penge på reklamer, er Bluesky som udgangspunkt en åben protokol, som alle kan bruge, hvis de har lyst. En protokol er de tekniske regler, som gør, at alt fungerer sammen, og e-mail er et klassisk eksempel på en protokol, som alle kan bruge. Derfor kan du sende e-mails fra alle mulige stykker software, eller bygge dit eget, hvis du har evnerne. Mens Messenger fra Meta-koncernen er lukket og styret 100 pct. af Mark Zuckerberg.
Men Bluesky har også lidt central styring for at løbe det i gang, så når du opretter en konto, vil alle data ligge på en af Blueskys computere. Har du lyst, kan du dog selv lægge computer til, selvom det kræver lidt teknisk snilde. De mere præcise tekniske detaljer bag Bluesky er lidt komplekse – for de interesserede er der en god forklaring her.
Resultatet af den åbenhed er, at du nemt kan trække data ind og ud af Bluesky. Du kan selv bestemme, hvilken algoritme der skal styre dit feed, hvis du ikke er tilfreds med den, som kommer som standard. Og du kan abonnere på blokeringslister, som en eller flere, du stoler på, holder ved lige. Det lyder måske kompliceret, men det er ikke nødvendigt at rode med det, medmindre du har interessen.
Til gengæld er det godt at vide, at du kan begynde at følge hele grupper af mennesker i såkaldte starter packs. Det kan for eksempel være alle journalister fra Finans, der er på Bluesky nu, eller alle der skriver om dansk politik.
Det er også nemt at følge et bestemt emne eller et tema. Ligesom der på Twitter og X blev brugt hashtags – som #dkpol eller #dkoeko – for at følge et bestemt emne, kan du på Bluesky få en hel fane, der viser bestemte grupper eller emner.
Der er også meget, som endnu skal besluttes og udvikles – for eksempel navnet på et opslag på Bluesky. Twitter havde tweets, og nogle har foreslået ”skeets” på Bluesky. Det er Bluesky-direktøren dog meget imod – måske fordi det også er slang for at ejakulere – og der er ikke fælles fodslag endnu om det helt rigtige ord for at skrive noget på Bluesky.

