Fortsæt til indhold

Martin Thorborg har et problem: AI-agenter vil æde hans forretning – men AI skal også gøre den uundværlig

At levere et regnskabsprogram vil være ret ligegyldigt, når kunstig intelligens en dag gør det nemt at få alle den slags administrative opgaver løst. Derfor forsøger Martin Thorborg nu at gøre sin virksomhed mere brugbar for kunderne – ved hjælp af AI.

Martin Thorborg har nærmest hver dag en ny ahaoplevelse med kunstig intelligens. Det er blevet umuligt at følge med i det hele, siger han, så vi må bare nyde turen. Foto: Stine Bidstrup
Tech

Martin Thorborg er gået i gang med at disrupte sig selv.

Fremtiden kommer til at se helt anderledes ud – også for hans forretning, Dinero. For kunstig intelligens kommer til at vende op og ned på så mange brancher, at vi slet ikke kan forestille os det nu.

»For to år siden var jeg mindblown over, hvad man kunne. Men udviklingen er gået endnu hurtigere, end jeg dengang troede, den ville. Jeg bliver næsten hver dag sindssygt overrasket,« siger den kendte iværksætter og adm. direktør for Visma Dinero, som står bag et regnskabsprogram til mindre virksomheder.

På et seminar for nylig med andre i Visma-koncernen, som Dinero hører under, var der en session om kunstig intelligens, hvor deltagerne skulle lave en webside fra bunden ved hjælp af en chatbot.

»Vi skulle sidde og prompte, og i løbet af 45 minutter lavede vi noget, som for to år siden ville have taget en dygtig webudvikler en uge. Det er helt mindblowing,« siger Martin Thorborg.

Han bruger selv ChatGPT til alverdens ting. Forleden blev han bedt om at skrive en klumme, men havde ikke tid. I stedet fodrede han ChatGPT med en stribe bøger, han har skrevet gennem årene, og fik en nærmest fiks og færdig klumme retur.

»Jeg sad nærmest og fik tårer i øjnene over, hvor klog jeg var. Og jeg ændrede kun fem ord, før jeg afleverede. Redaktøren sagde, at han aldrig havde fået en klumme så hurtigt, og at den sad lige i skabet,« siger Martin Thorborg, som aldrig har været bange for at dele ud af sit liv.

Han har f.eks. lige lagt nogle ret private data ud på sociale medier, nemlig resultatet af en større sundhedstest. Dem smed han også ind i ChatGPT.

»Jeg bad den bare om en plan for, hvad jeg skal gøre. Det er sindssygt, hvad man får tilbage. Tag de her kosttilskud, kør så meget zone-2-træning, pas på det og det. Så kan jeg sige: ”Hey, jeg går i byen en gang om ugen og giver den mega gas. Hvordan beskytter jeg mine organer?” Så svarer den, at jeg skal drikke en halv liter vand, før jeg går ud, og tage de og de kosttilskud,« siger Martin Thorborg med drenget begejstring.

Artiklens emner
Kunstig intelligens
It-industrien