Dansk AI-startup vil lave fuldstændigt om på, hvordan vi bruger en computer
Den software, du bruger nu, kan snart være forældet. For med kunstig intelligens kan vi fjerne det traditionelle lag mellem menneske og maskine og få det skræddersyet til den opgave, du skal løse. Sådan lyder konceptet bag ny dansk AI-startup.
Det var en revolution. Med AI-chatbots som ChatGPT fik vi pludselig en computer, der kunne tale og forstå menneskesprog.
Men der er brug for endnu en revolution i samspillet mellem den kunstige intelligens og mennesker, mener den danske AI-pioner og serieiværksætter Casper Wilstrup. Derfor står han nu bag endnu en AI-startup, der skal skabe den forbindelse, der mangler mellem AI-agenter og al den software, vi bruger i dag.
»Vi laver bindeleddet mellem den software, vi bruger i dag, og AI-agenten, så de kan tale mere direkte sammen. Vores samarbejde med AI-agenter kommer til at forandre alting. Det bliver en enorm transformation,« siger han.
AI-agenter er næste trin i den bølge af kunstig intelligens, der har ramt de seneste år. AI-agenter er et koncept, hvor den kunstige intelligens får lov at udføre opgaver for os ude i virkeligheden. Og i fremtiden vil vi få hjælp til alt muligt fra AI-agenter, er der bred enighed om hos AI-eksperter.
Fra at bestille en pizza til at løse komplicerede opgaver i computersystemer, som vi ikke helt kan huske, hvordan vi bruger. Vi siger bare til AI-agenten, hvad den skal gøre for os. Og vupti, så har den bestilt en togbillet, der passer med vores møde i Odense.
Det er bare ikke helt nemt endnu. For indtil videre har vi bedt AI-agenterne om at bruge software og hjemmesider på samme måde som os: at klikke rundt med en mus, scrolle op og ned på hjemmesider og finde knapper og felter, der skal udfyldes.
