Fortsæt til indhold

Blackberrys make-over tager form

Flere år med fyringer og en skrumpende forretning ser ud til at være slut hos Blackberry, der nu vil fokusere på sikre mobiltelefoner til virksomhedskunder.

Tech
Ritzau Finans

Det skriver Wall Street Journal.

I et brev til Blackberrys ansatte skrev administrerende direktør John Chen i sidste måned, at det nu var slut med fyringer. Blackberry ville i stedet begynde at kigge efter opkøb.

Den canadiske smartphone-producent skal transformeres og fokusere på sikker smartphone-teknologi i stedet for forbruger-teknologi. Indtil videre har Blackberry foretaget to mindre opkøb, blandt andet af et firma, der tilbyder et produkt til at beskytte mobiltelefoner mod aflytning.

Blackberry, der engang var en af de dominerende spillere på smartphone-markedet, taber dog stadig penge, og selvom analytikerne forventer, at tabene bliver mindre, kan det fortsat tage tid at vende skuden.

Aktien er steget næsten 70 pct. siden John Chen overtog roret i november sidste år, men kursen ligger godt 87 pct. lavere end i 2009.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.