Apple stopper iOS 8-opdatering
Store problemer får Apple til at hive stikket til ny iPhone-opdatering.
Der kommer ingen iOS 8.0.1, melder Apple.
Alt for mange brugere har nemlig haft problemer med den nye opdatering.
"Vi har modtaget rapporter om et problem med iOS 8.0.1-opdateringen. Vi undersøger aktivt disse rapporter og vil komme med information, så snart vi kan. I mellemtiden må vi trække iOS 8.0.1-opdateringen tilbage," siger en talsmand fra Apple til Yahoo Tech.
Meldingen kommer oven på flere klager fra brugere om, at de mister dækningen efter opdatering fra det nye mobil-styresystem iOS 8, som udkom i sidste uge.
Det rapporteres, at Touch ID, som er fingeraftryks-læseren på de nyeste versioner af iPhones, også holder op med at virke med opdateringen.
Den nye opdatering, iOS 8.0.1, skulle egentlig blot rette en række småfejl, men viste sig altså at føre til alvorlige fejl ved produktet.
For de ulykkelige, som allerede har opdateret, findes en manual til, hvordan man nedgraderer til iOS 8. Manualen er skrevet af internetsiden Mashable.

