Fortsæt til indhold

Her er Apples møgsager

Kritikken hagler ned over Apple. Se her hvorfor.

Tech

Det skorter ikke på møgsager for Apple for tiden.

Herunder kan du læse om, hvilke problemer it-giganten sveder over.

Bendgate:

Kort efter lanceringen af de nye iPhone 6 modeller, bredte rygterne om en svag mobilkonstruktion sig som en steppebrand på de sociale medier.

På hjemmesider som Macrumors og Gizmodo var der rapporter fra iPhone 6-ejere, som beskrev hvordan telefonen blev bøjet blot ved at være i lommen.

Apple gik i defensiven og svarede, at blot ni kunder havde klaget inden for de første seks dage efter lanceringen.

Siden har "bendgate" bredt sig og er blevet til en decideret drillestorm, som mange andre virksomheder benytter sig af, herunder eksempelvis LG:

Skatteunddragelse:

EU har bedt Irland om flere oplysninger om skatteaftaler, som landet har indgået med Apple i 1991 og igen i 2007.

Det viser sig, ifølge EU's afgående spanske konkurrencekommissær, Joaquin Almunia, at Apple muligvis har fået en ulovlig skattefordel siden 1991.

Viser det sig at være korrekt, kan der blive tale om, at selskabet skal betale milliarder af euro tilbage.

iOS 8.0.1:

Blot én time efter lanceringen af Apples iOS 8.0.1 opdatering, valgte virksomheden at trække opdateringen tilbage.

Det vakte voldsom storm mod virksomheden. Også fra investorerne, og det betød, at Apple tabte over 100 milliarder i værdi fra den ene dag til den anden.

Apple var hurtigt ude med en undskyldning for misæren:

"Vi undskylder for den store ulejlighed, dette måtte give brugerne, og arbejder døgnet rundt for at gøre 8.0.2 klar, som vil løse problemerne."

Problemer med Macbook Pro:

2011 var året da Apple blev større end Microsoft. Det var samtidig året, hvor virksomheden solgte flere Mac-computere end nogensinde før. 17,8 millioner helt præcis.

Men der er mange brugere, der oplever store problemer med deres Macbook Pro fra netop det år, og Apple vil ikke anerkende det som en fabriksfejl.

Problemet er en grafikprocessor, som tilsyneladende holder op med at virke. Brugerne oplever blandt andet , at maskinerne ikke vil starte op, og at der er streger og andre forstyrrelser på skærmen.

Over 10.000 mennesker har skrevet under på en underskriftindsamling for at få Apple til at anerkende problemet. Indtil videre er de dog blot blevet mødt af tavshed fra Apple.

Sort skærm ved iPhone 6 lancering:

Dagen hvor det skulle være muligt at forudbestille de nye iPhone 6 modeller, gik Apple Store i sort. Igen fløj folk til tasterne på de sociale medier og dumpede Apples håndtering af lanceringen.

Først kl. 9:40 dansk tid var siden oppe igen.

Usikkerhed ved styresystem:

Torsdag blev der fundet en kritisk sårbarhed ved det Bash-shell-kommandoværktøj, der bl.a. findes i Apples Mac OS X.

Shellshock, som sårbarheden er blevet døbt, betyder, at kriminelle kan foretage et fjernangreb med ondsindet kode via den Bash-shell, der findes i systemerne.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Apple