Du kan blive afhængig af Googles briller
Google Glass afhængighed værre end alkohol, hedder det i amerikansk studie.
Læger i San Diege har dokumenteret det første anfald af internet-afhængighed via brug af Googles smartbriller, Glass.
Det rapporterer det amerikanske nyhedsmedie CNBC.
Patienten er en 31-årig soldat, som tilmeldte sig det amerikanske søværns rehabiliteringsprogram mod stofmisbrug for at blive behandlet for alkoholmisbrug. Soldaten oplevede alkohollignende abstinenser, men lægerne fandt ud af, at han havde svært ved at fungere, fordi han ikke længere brugte sine Google-briller hele tiden.
Forskningschef og læge Andrew Doan forklarerede, at soldaten havde benyttet de særlige briller i op til 18 timer dagligt og i øvrigt kun tog dem af, når han gik i bad eller sov. Lægen mener, at abstinenserne ved Google Glass afhængighed er "meget værre" end ved alkohol.
"Når terapeuten stillede ham et spørgsmål, havde han den her tilbagevendende bevægelse, hvor han satte sin pegefinger mod højre side af ansigtet, ligesom når man tænder Glass-brillen," sagde Andrew Doan ifølge CNBC.
Han mener, at vi i fremtiden vil se flere eksempler på internet-afhængighed på grund af det stigende antal elektroniske hjælpemidler, vi omgiver os med. Blandt andet har han selv særligt fokus på, hvad han kalder "nomophobia" - frygten for at være uden mobiltelefon.
Andrew Doan er medforfatter til en artikel i tidsskriftet "Addictive Behaviors", hvori han har beskrevet tilfældet.
Du kan læse artiklen her (på engelsk).
Google har indtil videre ikke kommenteret på sagen.



