Ulandsbistand til dansk outsourcing-eventyr
Ny evalueringsrapport afslører, at ulandsbistand er gået til danske it-virksomheder, der ville outsource til ulande.
Ulandsmidler fra et erhvervsprogram under Danida er gået til at støtte danske it-virksomheders forsøg på at outsource til ulande i især Asien.
Det fremgår af en rapport, som har evalueret, hvordan Danidas Business-to-Business (B2B) program i perioden 2006-2011 skulle etablere partnerskaber mellem danske og udenlandske virksomheder i 19 lande i Asien, Afrika og Latinamerika. Projektet har kostet godt 1 mia. kr., og hvert partnerskab kunne få op til fem mio. ulandskroner i støtte.
Indenfor it- og kommunikationssektoren er støtten ofte gået til partnerskaber, hvor interessen fra dansk side primært har været at outsource, altså flytte arbejde til udlandet.
»Porteføljen af informations- og kommunikationsvirksomheder, der har deltaget i B2B-programmet, har næsten udelukkende været drevet af danske virksomheder, der søgte lavere produktionsomkostninger gennem outsourcing og offshoring,« konkluderer rapporten, som er lavet af to uafhængige konsulentbureauer.
Der blev etableret næsten 450 partnerskaber i programmet. Heraf var 75-80 i it-branchen, hvilket var den næststørste sektor i programmet efter landbrug/fødevarer. Partnerskaberne handlede bl.a. om apps, softwareproduktion og webdesign.
Da rapporten fokuserer på partnerskabernes effekt i ulandene, beskriver den ikke effekterne på det danske arbejdsmarked. Men uanset at der ikke sættes tal på eventuelt mistede job i Danmark, så er det principielt forkert at bruge ulandsmidler på outsourcing, mener formanden for de 16.000 it-ansatte i fagforeningen Prosa, Niels Bertelsen.
»Vi underminerer faktisk løn- og arbejdsvilkår i Danmark - for skattekroner. Det, synes jeg, er en erhvervsfremmestøtte, der er helt unødvendig,« siger han og tilføjer:
»Selvom jeg godt ved, at man ikke kan forhindre globalisering, så synes jeg, at man som dansk regering og folketing godt kan lade være med selv at betale for, at man flytter arbejdspladserne.«
Vi underminerer faktisk løn- og arbejdsvilkår i Danmark - for skattekroner.
B2B-programmet blev i 2011 afløst af Danida Business Partnerships, der netop er sat i bero på grund af lav effekt samt risiko for, at det stred mod en række EU-regler. Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) skal nu i gang med at finde ud af, på hvilken måde programmet kan skydes igang igen.
Han vil ikke udelukke, at man også fremover kan få ulandsbistand til erhvervsprojekter, som omfatter outsourcing.
»Når det kommer til outsourcing, så har det ikke været et mål med programmet, men det har ikke helt kunnet undgås. Og jeg tror også, at det i fremtiden bliver svært at undgå,« siger han.
Dansk Folkeparti mener, at Danida fremover skal afvise at støtte partnerskaber, der har til formål at flytte arbejde fra Danmark til udlandet.