Google overhaler Apples tv-tjeneste
Apple TV mister føringen over Google Chromecast-raketten, hvor salget er eksploderet siden lanceringen. Men kunderne ved ikke hvad de køber, advarer ekspert.
I tre år har Apple ikke leveret en opdatering til sin tv-boks, Apple TV.
Nu overhaler streamingtjenesten Google Chromecast, viser en opgørelse over markedsandele for streaming-enheder i USA. Google ligger med 20 pct. af markedsandelene i USA mod Apples 17 pct. på trods af, at Chromecast kun blev lanceret for ca. halvandet år siden.
Det er dog ikke overraskende, mener multimedieekspert John G. Pedersen fra MereMobil.dk.
»Det er altid let at skabe en succes, hvis prisen er lav. Men enhederne skal også bruges, og jeg vil vove den påstand, at man på nuværende tidspunkt ikke rigtigt får det samme produkt. Der er faktisk stor forskel,« siger han.
Han fortæller, at Chromecast blev lanceret som en konkurrent til Apple TV, men det er ikke den oplevelse, man får. Han stiller spørgsmål til anvendeligheden.
»Jeg tror, at de fleste, der køber det, faktisk ikke ved, hvad det er, de køber,« siger John G. Pedersen og siger samtidig, at i hans mening er der ingen grund til at købe en Chromecast, hvis man er Apple bruger.
Spurgt til, hvad det er, man får med Apple TV, som Chromecast ikke kan levere, siger han, at det primært er et bedre samspil mellem enhederne (såfremt det er Apple enheder), og at Air Play er integreret i alle enhederne.
»Det er nogle bittesmå detaljer, der gør Apple TV til et virkelig godt og gennemprøvet produkt,« siger han, men understreger samtidig, at den aldrende enhed godt kunne trænge til en opdatering.
Og det er i sandhed et område, hvor Chromecast er aktiv. Google har nemlig været i fuld gang med at integrere Chromecast i apps, således at de fungerer via enheden. Og så er Chromecast meget let at bruge, siger John G. Pedersen.
»Den allerstørste fordel ved Chromecast er, at man blot bruger telefonen som fjernbetjening. På en måde bruger man ikke processorkraft på telefonen, fordi den blot bliver brugt til at sætte tingene i gang. Det er Chromecast-enheden selv, der streamer det. Og så er Chromecast helt utroligt let at sætte op og bruge. Det virker bare,« siger han.
Google Chromecast kan pt. købes for 270 kr. inkl. tre måneders abonnement til Via Play. Til sammenligning koster Apple TV boksen fra 679 kr. Priserne er hentet via Pricerunner.