Tech

Derfor gik det galt for mobilselskaberne i Danmark

Siden den første liberalisering af telemarkedet i 1992 har udfordrerne til TDC tabt store milliardbeløb, og Telia og Telenor må nu tage konsekvensen og fusionere. Ønsket om konkurrence gik for vidt hos myndighederne, mener veteranerne fra dengang.

Artiklens øverste billede
Reklamekampagnen med Polle fra Snave blev i 2001 så populær for Sonofon, at det udviklede sig til en hel spillefilm. Men trods populære reklamer og den tidlige entre på markedet i Danmark var det svært for Sonofon og senere Telenor at tjene penge. Den hårde konkurrence fører nu til en fusion mellem Telia og Telenor i Danmark.

»Sonofon – godaften«.

Den sætning alene var lidt af en revolution på det danske telemarked. Efter næsten hundrede år med statslig eneret på at udbyde telefoni, havde det støvede og langsommelige Tele Danmark fået konkurrence fra en sulten privat spiller.

Konkurrencen på mobiltelefoni blev en realitet 1. juli 1992, da Sonofon gik i luften og danskerne fik et valg mellem to leverandører. Men to selskaber med eget netværk af mobilmaster i hele landet var kun begyndelsen. I løbet af de næste 22 år nåede danskerne at få hele fem forskellige valgmuligheder, plus en underskov af såkaldte virtuelle teleselskaber, som låner sig ind på andres mobilnetværk.

I denne uge faldt antallet fra fire til tre. Telia og Telenor valgte efter mange års intens konkurrence at slå sig sammen, en fusion som dog først skal godkendes af myndighederne. Går planen igennem, står Danmark nu med to store selskaber – Telia/Telenor og TDC – samt 3, som pludselig blev den lille.

Danmark, som i international sammenhæng er et mindre marked, blev oversvømmet af telefonmaster og konkurrence på mobiltelefoni. Det endte med et blodbad.

Da politikerne i 1990 besluttede at åbne for konkurrence for mobiltelefoni, var der diskussioner om det kloge i at have to forskellige mobilnetværk. Det er ikke samme voldsomme investering som at lægge et kabel ud til hver eneste husstand i landet, men masteleje, antenneudstyr og et kabelnetværk til at binde det hele sammen er bestemt ikke billigt.

»Var det ikke for dyrt at bygge to net op, spurgte man. Men linjen fra EU var, at der skulle være konkurrence, og de frekvenser, man brugte dengang, gjorde det muligt at dække et stort område pr. mast. Så vi regnede ud, at det kun ville koste 15 procent ekstra med to netværk, i stedet for at bygge ét,« fortæller Mogens Ritsholm, som dengang arbejdede i Kommunikationsministeriet med netop det område. Siden blev han telechef hos Tele Danmark og TDC gennem 14 år, frem til 2009.

Monopolbruddet kom, da den dengang nye, digitale GSM-teknologi skulle rulles ud i Danmark. Tele Danmark drev i forvejen et analogt NMT-netværk, og staten tildelte sit eget selskab den ene tilladelse til et GSM-net, mens den anden gik til Sonofon. Bag det nye selskab stod et konsortium med ærkedanske GN Store Nord og amerikanske BellSouth i spidsen. GN Store Nord havde gennem tiden både været et stort internationalt telegrafselskab og havde udviklet radioteknologi og mobiltelefoner med selskabet Storno. At stifte Sonofon var nærmest en naturlig forlængelse.

Det nye, private selskab var med til at gøre mobiltelefoni til allemandseje op gennem 1990’erne. Sonofon-pigerne blev symbolet på en kundeservice, der var milevidt fra Tele Danmarks monopol-praksis. Man kunne ringe og få hjælp hele døgnet rundt, og et nyt abonnement kom i luften på et par dage i stedet for flere uger, som havde været den normale ventetid hos Tele Danmark.

Kunderne strømmede til Sonofon, godt hjulpet af kampagner, hvor man kunne købe en mobiltelefon til kun 25 øre, selvom selve hardwaren kostede 5.000-6.000 kr. Den slags investering i nye kunder kostede, og det blev aldrig en god forretning at drive Sonofon, selvom antallet af kunder oversteg alle forventninger.

»Det var nemmere at være nummer to på markedet end at være dem, der kom efter. I perioder havde Sonofon flere kunder end TDC på mobiltelefoni, og der kom en vis form for økonomi i det, men ikke det, man forventede,« siger Allan Koch, som var i ledelsen hos Sonofon og Telenor fra 1997 til 2009. I dag er han direktør i MobilityPeople og i bestyrelsen hos Firmafon.

Uanset økonomien hos selskaberne var monopolbruddet en succes, for det fik helt tydeligt Tele Danmark/TDC op på mærkerne, mener han.

»Det var et forsøg i stor skala at åbne et marked, hvor der er et naturligt monopol. Man vidste ikke helt, hvor det skulle ende. Men man opnåede det, man ønskede, nemlig konkurrence og en helt anden indstilling end før fra TDC,« siger Allan Koch.

Et nyt bundt af frekvenser blev klar til mobiltelefoni i 1996, og det blev et helt afgørende skift for det danske mobilmarked. Telestyrelsen endte nemlig med at udbyde fire tilladelser, så antallet af teleselskaber med egen infrastruktur med et slag blev fordoblet.

I TDC sad vi og holdt kæft. Det var del og hersk-princippet – jo flere der kom, jo mere skulle de slås om smulerne.

Mogens Ritsholm, tidligere telechef hos TDC.

»Det hed fra EU, at hvis der var frekvenser nok, måtte man ikke undlade at give flere selskaber muligheden. Men det er elastik i metermål, hvordan man skal dele det op. I TDC sad vi og holdt kæft. Det var del og hersk-princippet – jo flere der kom, jo mere skulle de slås om smulerne. Så ville de aldrig få samme stordriftsfordel som TDC,« forklarer Mogens Ritsholm, som på det tidspunkt var skiftet til Tele Danmark/TDC.

De to nye tilladelser gik til Orange, ejet af France Telecom, og til det tidligere svenske monopol Telia, som allerede var i Danmark for at udfordre TDC på fastnet. I 1998 tændte begge selskaber for deres mobilnetværk. Orange kom bragende ind under navnet Mobilix og blev kendt for tv-reklamer, hvor direktør Monique Moullé-Zetterström på gebrokkent dansk slog fast, at »samtale fremmer forståelsen«.

Men heller ikke de nye selskaber kunne få en god forretning op at stå. Orange ender med at trække sig ud af Danmark seks år senere, efter et tab på mindst fire milliarder kroner, da selskabet bliver overtaget af Telia.

Et af problemerne var konkurrencen med TDC, som jo stadig havde næsten alle fastnetkunderne, selvom også det marked var blevet liberaliseret. Kobbernettet, som var bygget op igennem hele telefoniens historie i Danmark, fik TDC lov at beholde, men skulle så give konkurrenterne adgang til netværket.

Omvendt var det ikke tilladt at gå sammen om et mobilnetværk, fordi der med tilladelserne fulgte dækningskrav, som selskaberne hver især skulle indfri først. Alle fire selskaber måtte derfor ud i hele landet og sætte master og antenner op. Modsat den første GSM-tilladelse i 900 megahertz-båndet kunne de nye 1.800 megahertz-signaler ikke række så langt. Det krævede flere master og gjorde det væsentligt dyrere at bygge et fuldt netværk.

Næste teknologi bankede på døren, den nye 3G med mulighed for mobilt internet, og igen skulle myndighederne beslutte, hvor mange tilladelser der skulle i udbud. Inspireret af udenlandske erfaringer, hvor teleselskaberne betalte enorme summer for en tilladelse, skete det i form af en auktion i 2001.

»Myndighedernes attitude var, at der skulle flere spillere til. De ville først udbyde fem tilladelser. Vi sagde i branchen højst tre, og det endte med fire,« siger Tom Togsverd, som i 14 år var direktør for Dansk Industris gruppe for it- og teleselskaber, Itek.

Men selvom det lå til højrebenet, blev det ikke de fire selskaber, der allerede var på markedet, som fik tilladelserne. Hos Sonofon, som nu var ejet af norske Telenor og Bellsouth, kunne ejerne ikke blive enige om fremtidens strategi, så Sonofon bød aldrig. I stedet kom Hong Kong-selskabet 3 ind og vandt en licens i auktionen, hvor slutprisen pr. selskab endte på en lille milliard kroner.

3 begyndte at bygge sit eget 3G-net op, og dermed fik Danmarks fem millioner indbyggere nu udsigt til landets femte selvstændige telenetværk. Med store omkostninger til både licenser og til at bygge infrastrukturen krævede det også en hel del kunder at få et teleselskab til at løbe rundt i Danmark. Og med fem om buddet, og TDC i en ifølge konkurrenterne alt for fordelagtig position, var det dømt til at gå galt.

Man har suget penge ud af branchen gennem den ene auktion efter den anden. Man glemte, at det koster mange penge at udvikle infrastrukturen og teleprodukterne.

Jesper Brøckner, tidligere direktør for Telia.

»Man har suget penge ud af branchen gennem den ene auktion efter den anden. Man glemte, at det koster mange penge at udvikle infrastrukturen og teleprodukterne. Der skal investeres mange milliarder, og så skal der også gerne tjenes milliarder ind igen,« siger Jesper Brøckner, som var administrerende direktør for Telia i knap ni år frem til 2011. I dag er han managing partner i headhunterfirmaet Boyden Danmark.

Mens det ikke var muligt at samarbejde om at drive infrastrukturen til et mobilnetværk, åbnede myndighederne for at andre selskaber kunne leje sig ind på et netværk. Dermed kunne for eksempel Telmore og i de senere år Onfone tilbyde danskerne lavere priser end hos de store selskaber. Enten ved at skære omkostningerne ned, som Telmores fokus på selvbetjening via en hjemmeside, eller ved at spekulere i, at de store selskaber var nødt til at købe en konkurrent for at undgå at bløde for mange kunder.

Der var konstant priskrig, for har man først brugt pengene på at opbygge netværket, handler det om at få flere kunder ind i folden. Alle i branchen vidste, at det var en uholdbar situation med fem selvstændige netværk.

»Myndighederne lagde et stort pres på for at få flere spillere på banen, men markedet har vist, at der ikke var grundlag for det. Det blev en blodig overlevelseskamp. Nu har markedet to gange korrigeret myndighedernes vilde excesser. Først da Orange blev købt af Telia, og nu med fusionen mellem Telia og Telenor,« siger Tom Togsverd.

Det var en fusion, der ikke kom som en overraskelse, for allerede i 2012 valgte Telia og Telenor at slå deres netværk sammen. De skrappe regler, der forhindrede den slags samarbejde, var blevet løsnet, men kravet var stadig, at trafikken bliver holdt helt adskilt.

»Vi har bygget for mange motorveje ved siden af hinanden. Jeg var selv med til at initiere samarbejdet mellem Telia og Telenor om netværket, men myndighederne skulle have åbnet for den mulighed noget før,« siger Jesper Brøckner.

Siden liberaliseringen har de mange udfordrere til TDC tabt milliarder på milliarder. Alene Telenor har brugt omkring 20 milliarder kroner på at købe sig ind, uden at få noget tilsvarende tilbage.

»Hvis det skulle være en rimelig forretning, skulle man have et årligt overskud på 1,5 mia. kr. Det kom Telenor aldrig i nærheden af, og de andre har heller ikke tjent det, de burde. Det er gået ud over de danske telekunder, for det begrænsede lysten til investeringer. I Telenor ville man hellere bruge pengene i Asien end i Danmark. Så det var en dristig tanke med mere end tre netværk. Men det har vist sig at være en forkert tanke,« siger Allan Koch, tidligere Telenor-direktør.

Det var en dristig tanke med mere end tre netværk. Men det har vist sig at være en forkert tanke.

Allan Koch, tidligere direktør for Telenor.

Finans har kontaktet Erhvervsstyrelsen, som nu har ansvaret for reguleringen af telemarkedet, men her har man ikke ønsket at kommentere beslutninger taget for så mange år tilbage af tidligere medarbejdere. Heller ikke Jørgen Abild Andersen, som stod i spidsen for telereguleringen i Danmark i perioden 1991-2013 og nu er pensioneret, har ønsket at medvirke.

Telia og Telenor fusionerer deres forretning i Danmark.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.