Google vil udfordre Amazon med ny shopping service
Google planlægger at indføre en ny genvej til hurtigere at lede brugere til køb af produkter fra sælgere, der bruger Googles services.
Det kan betyde direkte konkurrence mod Amazon i markedet for online handel. Det skriver Wall Street Journal.
Den hurtigere genvej gør det muligt at beholde brugeren på Googles sider under købet. Dog foretrækker en stor del af de detailhandlende, at købene foregår på deres egne sider, så de slipper for at betale Google for de handlendes aktivitet og bedre kan kontrollere handlen.
Google har flere initiativer i spil hvad angår marketing og shopping. Selskabet ønsker nemlig at blive en større spiller på dette marked og sørge for, at de handlende foretager deres søgninger gennem dem og ikke direkte på sider som Amazon, hvilket nylige undersøgelser viser, flertallet af de amerikanske handlende gør.
- Amazon løber i stigende grad af sted med online detailhandel i Nordamerika, hvilket skaber et stort problem for Google. Google er nødsaget til at komme i front og skabe et reelt alternativ, udtaler e-handelsinvestor Jeremy Levine fra Bessemer Venture Partners.
Ritzau Finans