Fortsæt til indhold

NemID-trick: Nu kan du betale 150.000 kr. om året med MobilePay

Danske Bank hæver beløbsgrænserne med et NemID-trick.

Tech

Der bliver højere til loftet hos MobilePay, for Danske Bank har nu fundet ud af, hvordan det er muligt at hæve beløbsgrænserne på forsvarlig vis. Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Alle MobilePay-brugere, som identificerer sig med NemID, kan få lov fremover at betale op til 150.000 kroner om året - en tredobling i forhold til i dag.

Dermed forsøger Danske Bank at neutralisere en af de fordele, som de andre bankers Swipp-løsning har haft fra starten af. Men selvom den daglige beløbsgrænse for MobilePay også bliver hævet en smule, til 2.000 kroner, er Swipp stadig mere fleksibel. Her kan man nemlig betale op til 10.000 kroner i én transaktion.

De nye beløbsgrænser i MobilePay kommer som en totrins-raket. Kunderne kan i første omgang hæve det årlige loft fra 50.000 kr. til 80.000 kr. ved at indtaste deres CPR-nummer i MobilePay-appen. Og skal det hæves igen, til 150.000 kr. om året, sker det altså via et NemID-login.

Rent teknisk er Swipp knyttet til netbank på mobilen og kræver NemID-login som udgangspunkt. Dermed har Swipp-bankerne også bedre styr på deres brugere og kan køre med de høje beløbsgrænser.

MobilePay er derimod teknisk set en kortbetaling, som Danske Bank gennemfører på vegne af kunderne, når de har betalt med MobilePay-appen. Det er omfattet af andre regler, og derfor har Danske Bank skullet opfinde en ny sikkerhedsløsning for at kunne ændre på beløbsloftet.

Til gengæld er MobilePay blevet en enorm succes for Danske Bank, og tjenesten bliver nu brugt af omkring to millioner danskere til 50 millioner årlige betalinger.

Artiklens emner
Danske Bank
MobilePay