Fortsæt til indhold

»Dårlig omtale er nutidens gidseltagning«

Dansk virksomhed er klar til at beskytte andre virksomheder mod en shitstorm.

William Atak står bag Safe on net, der kan beskytte virksomheder mod dårlig omtale.
Tech

Giv mig 200 kr. eller jeg skriver på Facebook, at din restaurant er dårlig. Og så får jeg i øvrigt mine venner til at dele opslaget, så endnu flere mennesker ser det.

Sådan blev en dansk virksomhed for nyligt afpresset mod dårlig omtale.

Afpresningen sker heldigvis kun i sjældne tilfælde, men det er derimod kutyme, at danske virksomheder jævnligt rammes af såkaldte "shitstorms" - en byge af dårlig omtale på nettet.

Senest er det sket med restauranten Jensen's Bøfhus og teleselskabet 3.

Men det vil en dansk virksomhed nu beskytte andre virksomheder mod.

Det er marketingbureauet ATAK, der står bag konceptet Safe on net, som er en online forsikring mod dårlig omtale.

»Det er forkasteligt, at en hel virksomhed kan blive hængt ud offentligt, fordi én person har haft én dårlig oplevelse på grund af én person i en hel virksomhed. Dårlig omtale er nutidens gidseltagning - og det skal tages seriøst,« siger William Atak, adm. direktør hos ATAK.

Og det kan der være brug for.

En ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har lavet i samarbejde med Safe on net, viser, at 70 pct. af danskerne ville fravælge en virksomhed, hvis de fandt dårlig omtale af den på nettet.

»Vi søger efter andres oplevelser for at opnå tryghed. Mange vælger noget andet, fordi man tør ikke løbe en risiko, hvis en virksomhed har fået dårlige anmeldelser,« siger William Atak.

Konceptet fungerer på mange måder ligesom en bilforsikring. Jo større du har tegnet din forsikring, desto bedre bliver du beskyttet, når det går galt - i dette tilfælde med dårlig omtale frem for en bilulykke. Safe on net vil afhængig af forsikringens størrelse beskytte virksomheden ved enten at gå juridisk til værks eller ved hjælp af konfliktmægling mellem parterne.

Hvis det ikke lykkes at fjerne den dårlige omtale, vil Safe on net ved hjælp af Googles søgemaskineoptimering rykke virksomhedens gode historier længere op i Googles søgemaskine - og dermed rykke den dårlige omtale ned.

Safe on net tilbydes i første omgang i Danmark, hvor virksomheden forventer at investere 3 mio. kr.