Fortsæt til indhold

Elektronikgigant flytter dansk mobilafdeling til Sverige

Det er et udtryk for besparelse og krise, når LG flytter dansk mobilafdeling til Sverige, mener ekspert.

Tech

Elektronikgiganten LG flytter den danske mobilafdeling i København til det nordiske hovedkontor i Sverige.

Flytningen af mobilsalget er en naturlig konsekvens for LG, der har oplevet et fald i markedsandele på mobilområdet i Danmark. Men der ligger mere i nyheden end man måske umiddelbart skulle tro.

Det vurderer mobileksperten John G. Pedersen fra meremobil.dk.

»Det er yderst problematisk for LG. Jeg har aldrig nogensinde set en mobilproducent have succes i Danmark uden at være repræsenteret,« siger John G. Pedersen.

Men omstruktureringen betyder intet for de danske LG-kunder, understreger Susanne Persson, der er LG's pressechef i Norden.

»Vi fortsætter naturligvis med salget af mobiltelefoner i Danmark, og de danske kunder kan stadig få samme support. Det handler om at styrke effektiviteten,« siger Susanne Persson.

Men det argument køber mobilekspert John G. Pedersen ikke.

»Styrkelse af effektiviteten betyder besparelser. Det er en spareøvelse uden lige. Det er krise. Hvis ikke der var krise, hvorfor skulle man så ikke beholde sine ansatte i Danmark og bede dem om at give fuld gas?« lyder det fra John G. Pedersen.

Ifølge mobileksperten, der har fulgt LG fra sidelinjen gennem en årrække, er nedlæggelsen overraskende. Det skyldes, at LG for fem måneder siden ansatte Konrad Paul Hahn som ny chef for området. Han er nu blevet opsagt.

»Jeg tror ikke, at LG kan spare sig ud af problemet. De bør investere i markedet, for deres produkter fejler intet. Topmodellerne er jo fremragende, men der er bare ikke nok, der køber dem,« siger John G. Pedersen.

Men hos LG er man fortrøstningsfulde.

»Vi ser også optimistisk frem mod 2015, hvor vi lancerer en række interessante mobile produkter på det danske marked,« siger pressechef Susanne Persson.

LG's hårde hvidevarer og home entertainment skal fortsat have lokalafdelinger i Danmark.

Artiklens emner
LG Electronics