Fortsæt til indhold

Netflix - nu med reklamer ... for Netflix

Streamingtjenesten tester i øjeblikket reklamer for egne programmer.

Tech

Det har næppe skadet streamingtjenesten Netflix' popularitet, at den er fri for reklamer.

I modsætning til meget andet, der løber over skærmene i disse år, skal man ikke slæbe sig igennem en større præsentation af alt fra opvaskemiddel til blemærker.

Streamingtjenesten tester dog i øjeblikket hos udvalgte brugere muligheden for at vise reklamer som trailere og lignende for egne programmer som eksempelvis tv-serierne "House of Cards" og "Orange Is The New Black".

Det har fået flere brugere og medier til at spekulere i, om Netflix mon er på vej med reklamer for tredjepartsselskaber, som man typisk kender det fra kommercielle tv-stationer.

Det afvises dog ganske klart.

»Der kommer ingen reklamer på Netflix. Punktum. Vi har blot tilføjet relevante, seje trailere for andet Netflix-indhold, som vi tror, at du kan lide,« slår Netflix-boss Reed Hastings tirsdag fast på sin Facebook-profil.

Fra Netflix-hovedkvarteret i Californien forlyder det samtidig, at man endnu ikke har besluttet, om egenreklamerne skal bredes ud til hele Netflix-publikummet, eller om forsøget blot skal lukkes ned.

Tidligere har eksperter netop peget på, at Netflix som et alternativ til at hæve priserne kan blive nødt til at indføre reklamer for at løfte indtægterne.

Selskabet, der har mere end 60 mio. abonnenter på verdensplan, omsatte i årets første kvartal for næsten 1,6 mia. dollars, men det førte "blot" til en indtjening på 24 mio. dollars.

Ifølge Netflix' årsregnskab for 2014 skal selskabet i de kommende 5 år betale rettighedshavere omtrent 9,5 mia. dollars, og der er altså noget, der tyder på, at man skal have løftet indtægterne på den ene eller anden måde.

»Netflix er nødt til at hæve abonnementspriserne, og vi ved, hvad der skete, da man senest gjorde det (Netflix tabte 800.000 abonnementer efter prisstigning i 2011, red.), eller man skal have et alternativ til at sikre en højere omsætning, en af mulighederne er reklamer,« sagde Martin Sorrell, adm. direktør i reklameselskabet WPP, til Guardian i april.

Artiklens emner
Netflix