Sverige dropper fremtidens radioteknik
Alt for mange uklarheder er baggrunden for, at svenskerne dropper planlagt overgang til digital radio.
Både i Norge og Danmark er det hensigten, at FM-nettet inden for de kommende år skal lukkes ned og erstattes af det digitale radionet DAB eller DAB+.
Den model har man også stilet efter i Sverige. Indtil nu.
Den svenske regering mener, at der er alt for mange uklarheder ved DAB-nettet, og derfor har man besluttet - indtil videre - at droppe en planlagt overgang til det digitale sendenet i 2022. Det oplyser kultur- og demokratiminister Alice Bah Kuhnke.
Ligesom i Danmark har svenskerne i årevis debatteret, hvordan man skulle indrette fremtidens radiosystem, der med FM-båndet fortsat er analogt.
I Sverige lytter 5,7 mio. svenskere hver dag til radio, der derfor spiller en central rolle i medielandskabet på den anden side af Øresund.
En overgang til DAB+ ville have betydet, at op mod 10 mio. radiomodtagere skulle køres på lossepladsen, mens forbrugerne ville være nødsaget til at poste et stort millionbeløb i nye radiomodtagere, hvis de fortsat ville lytte til musik, nyheder og andet i den svenske radiosfære.
Og det ville ikke mindst kræve gode begrundelser og svar på nogle af de mange uklarheder, som kritikerne af DAB-systemet har fremført.
Her har man blandt andet fremhævet, at det kunne få store konsekvenser for sikkerheds- og katastrofeberedskabet i landet, at dækningen næppe ville gælde hele Sverige, og at det var uklart, om befolkningen virkelig efterspurgte den nyere teknik frem for FM-båndet.
Indtil videre vil svenskerne dog se, hvordan nordmændene klarer overgangen til DAB.
I Danmark er det ambitionen, at man vil slukke for FM-båndet ved udgangen af 2019, men det er dog under forudsætning af, at mindst 50 pct. af al radiolytning foregår digitalt midtvejs i 2018.

