Fortsæt til indhold

It-kriminelle går efter kommuner og virksomheder i hovedstaden

Når hackere og it-kriminelle kigger efter lette ofre, så er kommuner og virksomheder i Region Hovedstaden i stigende grad i hackernes søgelys.

Tech
Kilde: DR København

I en spørgeundersøgelse fra forsikringsselskabet Codan har over en fjerdedel af virksomhederne i Region Hovedstaden været udsat for it-kriminalitet i 2014.

Og det kan være en bekostelig affære, hvis man som virksomhed bliver angrebet af it-kriminelle.

En femtedel af de virksomheder, der blev hacket havde angrebet kostet over 200.000 kroner.

Men også offentlige virksomheder har huller i IT-reglerne.

En spørgeundersøgelse fra KMD viser, at hver tredje offentlige ansatte ikke kender deres it-sikkerhedsregler.

- Det er jo meget bekymrende. Der mangler simpelthen nogle fælles retningslinjer, så kommunerne bedst muligt kan beskytte sig mod it-angreb, siger Rasmus Theede, der er koncernsikkerhedschef i KMD og formand for Rådet for Digital Sikkerhed til P4 København.

I januar måned blev Gribskov Kommune ramt af et såkaldt ransomware-angreb, hvor kommunens filer blev låst, og kun genåbnet, hvis kommunen betalte en løsesum.

- Det var heldigvis ikke personfølsomme oplysninger, som hackerne låste. Men det er rigtig ubehageligt, at der har været nogle inde i vores it-system. Det svarer jo til et indbrud i ens hus, og det er jo altid ubehageligt, siger kommunaldirektør Holger Spangsberg Christiansen.

Dansk Erhverv blev fornyeligt ramt af et lignende angreb, og på blot en halv time havde virusangrebet låst 2.751 filer på organisationens computere.

Hvis filerne skulle låses op igen, så vil det koste 300 US dollars per. fil, eller hvad der svarer til 2.000 danske kroner. Altså en samlet løsesum på 5,5 millioner kroner.

- Det er første gang i 20 år, at jeg oplever et så voldsomt angreb. Men hver dag ser vi mails, der kan angribe vores systemer på en måde, så det bliver et større problem i fremtiden, siger IT-ansvarlig i Dansk Erhverv, Kim Sørensen.

Men selvom hacking og it-kriminalitet ifølge politiets opgørelse er steget, så ved man ikke præcist, hvem der bliver udsat for it-angreb, og hvor alvorlige angrebene er.

- Vi aner faktisk ikke, hvilke virksomheder, der er udsat for angreb. Vi kunne lære meget om it-kriminaliteten, hvis vi fik lavet et fælles overblik og et fælles trusselsbillede på det her område, siger it-sikkerhedschef i Huawei og tidligere politiefterforsker i it-kriminalitet Kim Larsen til P4 København.

Ifølge politiets opgørelse er hacking-relateret kriminalitet steget markant de sidste tre år, fra 42 anmeldelser i 2012 til 191 anmeldelser i 2014.