Tidligere minister bliver direktør for Dansk IT
Rikke Hvilshøj rykker fra tænketanken CEPOS til interesseorganisationen Dansk IT. Her skal hun blandt andet få medlemmernes viden om it bragt videre til politikerne.
I 57 år har foreningen Dansk IT været samlingssted for dem, som arbejder med it-opgaver til daglig. Men i dag er it-spørgsmål helt afgørende for hele samfundet, så en ny direktør skal nu give større gennemslagskraft for foreningens budskaber.
Tidligere Venstre-minister Rikke Hvilshøj er hentet ind fra sit job i tænketanken CEPOS til rollen som direktør for Dansk IT, som i dag har 7.400 medlemmer.
»Der er rigtig mange folk med viden og indsigt om it og digitalisering samlet i Dansk IT, og den viden skal offentligheden og politikere delagtiggøres i. Jeg kan forhåbentligt være med til at løfte den profil og gøre den endnu stærkere, med min baggrund i politik og interessevaretagelse,« siger Rikke Hvilshøj.
Både den offentlige og private sektor er i gang med en stor digital omvæltning, og her er der brug for fagfolkenes input, så det kan blive gjort smartere og bedre, mener Dansk IT’s kommende direktør.
Rikke Hvilshøj begynder på posten den 1. december og afløser Per Andersen, der har en baggrund inden for it og analyse af it-branchen. Men nu er der brug for en ny profil, som kan bringe Dansk IT’s meldinger længere frem i den offentlige debat, skriver foreningens formand Carsten Nørgaard i en pressemeddelelse.
Anders Fogh udnævnte i februar 2005 Rikke Hvilshøj til integrationsminister, men hun forlod politik i 2008, efter ti år i Folketinget. Siden da har hun været markedsdirektør i Dansk Erhverv, marketingsdirektør i Konica Minolta i Danmark, samt altså politisk chef hos tænketanken CEPOS.
Det er altså ikke en person med tung it-baggrund, som Dansk IT har udset sig som direktør, men den cand.polit-uddannede eks-minister har dog snuset til branchen.
»Jeg er ikke it-kvinde. Men jeg har hos Koncia Minolta været del af den verden, med hardware og transformationen til software-løsninger,« siger Rikke Hvilshøj.
Udover meldinger og meninger om it og digitalisering arbejder Dansk IT især med konferencer og kurser til medlemmerne. Målet er at være en uafhængig stemme i debatten om it og digitalisering, med fundament i medlemmernes it-faglighed.


