Fortsæt til indhold

Fem it-brag, der dykkede - men faktisk ikke kører så dårligt endda

It-branchen kan være nådesløs, og gårsdagens vinder kan hurtigt blive en taber. Men fem amerikanske selskaber, som egentlig var dømt ude, klarer sig bedre end deres omdømme.

Tech

’Rygterne om min død er stærkt overdrevne’, måtte forfatteren Mark Twain engang telegrafere til en amerikansk avis, som havde været for tidligt ude med en nekrolog.

Og på samme vis går det faktisk ganske godt hos en række it-selskaber, som ellers har været dømt ude mange gange i pressen, skriver amerikanske Wired, der har fundet fem eksempler frem.

1. Dropbox er kendt af de fleste computerbrugere som en nem måde at gemme sine filer i ’skyen’, på tværs af computere, telefoner og tablets af alle slags. Firmaet blev hurtigt en darling i branchen og hos investorer ved lancering i 2007, men efter nogle år vågnede konkurrenterne op, så Dropbox nu er i priskrig med giganter som Google, Microsoft og Amazon, som en David mod Goliat. Med over syv mia. kr. i venturekapital er der dog tid nok til at finde det rette fokus og få styr på forretningen, lyder vurderingen.

2. Pandora er ikke så kendt i Danmark, men blev spået en stor fremtid ved fødslen i USA for 10 år siden. Streaming-tjenesten blev kendt som en slags intelligent radiokanal, som hele tiden tilpasser musikken efter hver brugers ønske. Siden er det væltet frem med andre musiktjenester, der kan det samme og meget mere. Aktiekursen faldt med 30 pct. i år, og firmaet har ikke været tæt på et overskud endnu. Men Pandora har i USA stadig en tiendedel af hele markedet for musik-streaming og en kvart milliard registrerede brugere i tre lande - USA, Australien og New Zealand.

3. Yahoo er også mest et amerikansk produkt i dag, men spillede en vigtig rolle på internettet i 1990’erne, i Danmark blandt andet som inspiration for Jubii.dk. I dag driver Yahoo en stribe tjenester på nettet, men er alligevel ikke vurderet højere af markedet end de 31 mia. dollars, som svarer til Yahoos ejerandel af den kinesiske webshop-gigant Alibaba. Nu venter en større øvelse, hvor Yahoo skal deles op, så firmaet kan blive vurderet af markedet i sig selv. Om det ender lykkeligt, vil kun tiden vise, men Yahoo bliver nu tvunget til at vise sit værd.

4. Microsoft er ikke på samme måde blevet dømt ude, men bliver ofte nævnt som en af gårsdagens kæmper, som har haft svært ved at flytte sin forretning ind på nye områder. Flere forsøg på at gøre Windows til et hit på telefonen er slået fejl, og det klassiske salg af software og Windows-licenser kan ikke fortsætte for evigt. Omvendt har topchef Satya Nadella efter knap to år ved roret fået refokuseret Microsoft, vurderer Wired, og aktiemarkedet har kvitteret med pæne stigninger i kursen.

5. Second Life er listens store overraskelse. I 2006 var den virtuelle verden det helt store hit på internettet, med enorme mængder presseomtale. Så døde interessen ud – men Second Life har stadig en million loyale brugere og har givet overskud hele vejen igennem. Nye produkter er på vej, med et stort potentiale – så måske blomstrer Second Life igen op og får et nyt liv.

Artiklens emner
Dropbox
Microsoft